Murermester: Engagerede svende er nøglen til vores succesIfølge Jimmy Jacobsen (nr. fem fra venstre) er alle de 16 medarbejdere og deres mentale indstilling nøglen til murerfirmaets succes.

Murermester: Engagerede svende er nøglen til vores succes

Murermester Jimmy Jacobsen kan til april vinde prisen som Årets Murer, men følge ham skal firmaets 16 medarbejdere have æren. Glade og engagerede svende smitter nemlig af på kunderne og skaber gode oplevelser

RMI – Rigtig Mental Indstilling. Sådan står der på arbejdstøjets højre ærme, som alle medarbejdere i firmaet Murermester Jimmy Jacobsen trækker i, når dagens første arbejdsopgaver begynder.

- Jeg er meget stolt af vores DNA, som vores svende helt selv står bag. De har sat ord på, hvordan vi skal være som arbejdsplads, og hvordan vores kunder og samarbejdspartnere skal opleve os. Jeg er stolt af vores værdier om tillid, kommunikation, kompetence, punktlighed, løsningsorienteret, sammenhold, ærlighed og nysgerrighed, fordi de kommer fra medarbejderne selv. Mine folk tager virkelig ansvar for at efterleve dem alle hver dag, så vores kunder også kan mærke det, siger Jimmy Jacobsen, der i 2003 stiftede Murermester Jimmy Jacobsen som 28-årig og nybagt far.

Anmeldelser skal ikke være glansbilleder
Når Årets Håndværker løber af stablen den 5. april i Cirkusbygningen, vil alle 16 medarbejdere også være på plads i salen.

- Jeg har nogle super dygtige medarbejdere, som jeg ikke kan undvære. At vinde prisen som Årets Murer 2018 vil selvfølgelig være rigtig fedt, fordi det er et kvalitetsstempel på, at vi leverer godt arbejde. Nomineringen kan uden tvivl dedikeres til alle vores medarbejdere, fordi det er deres engagement, faglighed og humør, som smitter af på kunderne og har givet os denne nominering,” siger Jimmy Jacobsen.

Kundernes anmeldelser på Anmeld-Håndværker vidner også om, at murerfirmaet lever op til kundernes forventninger med et snit på 4,7 ud af 5.

- Vi går meget op i at gøre vores kunder trygge og levere et flot stykke arbejde. Men vi er også bare mennesker. Derfor skal vi heller ikke kun kunne fremvise 5-taller, for vi kan også lave fejl. Det vigtige for os er, hvordan vi løser og retter vores fejl. Det skal ikke gå hen og blive et glansbillede, for ingen er helt perfekte, siger Jimmy Jacobsen.

-jhn

Fakta:
Murerfirmaet servicerer i dag både private og erhvervskunder i klassisk murerarbejde og varetager bl.a. renoveringer og ombygninger i huse og lejligheder i nærheden af København. Virksomheden er specialister i badeværelser, køkkener, flisearbejde og silkecement, der kan opleves i virksomhedens showroom i Køge, ligesom flere af murersvendene er dedikeret til at udføre reparationer i bevaringsværdige ejendomme og kirker.

23/3 2018