Nu bliver det ulovligt at spørge om ansøgers alderBeskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (Foto: Keld Navntoft)

Nu bliver det ulovligt at spørge om ansøgers alder

Ledige seniorer bliver valgt fra på grund af alder. Evaluering af puljen til særlig indsats for ledige over 50 år viser, at halvdelen har oplevet at blive fravalgt på grund af alder.

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Gennem de senere år har flere og flere seniorer på arbejdsmarkedet valgt at blive længere på jobbet, end de skulle i forhold til muligheden for at få pension.

Men halvdelen af ledige seniorer oplever, at deres alder betyder, at de løber panden mod en mur, når de søger job. Det viser nye tal i en evaluering af den såkaldte seniorpulje i årene 2018-2021.

Og for dem kan det være et problem, fordi de IKKE kan opnå dagpenge, hvis de har passeret pensionsalderen, på trods af, at de skal betale arbejdsmarkedsbidrag – der jo går til dagpengesystemet -af deres indtægter.

Flere projekter
49 procent af de adspurgte i evalueringen har svaret, at de har oplevet at blive valgt fra på grund af deres fødselsdato, mens 44 procent har erfaret, at det er svært at finde job, hvis de ønsker at skifte branche.

Regeringen har fremsat et lovforslag, hvorefter arbejdsgiver ikke må bede om at få oplyst ansøgeres alder, når de slår stillinger op:

- Man tager sig jo til hovedet, når man ser, hvor mange seniorer der oplever, at de bliver fravalgt på arbejdsmarkedet på grund af deres alder. Det er ikke i orden. Det skal vi blive bedre til, siger beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard.

Bliver ikke frasorteret
Han opfordrer flere arbejdsgivere til at åbne øjnene for seniorer, der har en masse erfaring og kvalifikationer, og de er ofte nemme at få sluset ind på arbejdspladsen.

- Vi har sidste år indgået både en aftale om langtidsledighed og i efteråret en trepartsaftale med arbejdsmarkedets parter, som skal hjælpe flere seniorer i job. Et lovforslag, som skal behandles i Folketinget her i februar, forbyder arbejdsgivere at få oplyst alder på ansøgeren. Det vil forhåbentlig betyde, at ansøgningen bliver læst, og man kan komme i betragtning og ikke risikere at blive frasorteret med det samme i ansøgerbunken, siger ministeren.

3/2 2022