Nu er det tid til at søge byggeriets iværksætterlegat
Håbefulde iværksættere kan nu søge Boligfonden Kubens Spirekasselegat. Fonden hører gerne fra alle, der har en idé til at gøre byggeriet mere bæredygtigt, innovativt eller produktivt
Byggeriet er en traditionel branche, hvor det kan være svært at komme igennem med nye idéer og ændre gamle vaner. Men der er brug for at ryste posen, lyder det fra Boligfonden Kuben, som lancerede deres Spirekasselegat for godt otte år siden for at fremme nytænkning indenfor byggeriet.
Der er mange grunde til, at byggebranchen holder på traditionerne. Hvis der opstår fejl med et nyt produkt, så kan det have store økonomiske konsekvenser:
- De mange forskellige samarbejdskonstellationer fra projekt til projekt giver også grobund for fejl og misforståelser. Derfor har byggebranchen en naturlig skepsis overfor nye ideer. Men kompleksiteten i byggeriet må ikke blive en sovepude. Vi skal være åbne for nye ideer, hvis vi skal udvikle byggeriet i mere produktiv, innovativ og bæredygtig retning, siger direktør i Boligfonden Kuben Sidse Buch.
Legat åbent for alle ansøgere
Spirekasselegatet kan søges af alle, der har en idé til at gøre byggeriet bedre. Og ideerne spænder bredt. Således har fonden tidligere støttet sensorer til træbyggeri, akustikpaneler i ålegræs og oppustelige stålelementer. Ja sågar et byshelter for hjemløse har fået støtte gennem Spirekassen.
Fælles for alle ansøgere er, at de ikke har skullet gennem en lang besværlig ansøgningsproces for at få legatet. Fonden har nemlig gjort den online ansøgningsproces så let som muligt.
- Det skal ikke være en lang bureaukratisk proces at få støtte. Tværtimod skal vores legat være et skulderklap til de unge, så de får mod på at arbejde videre med deres idé, siger Sidse Buch.
Modtagere af Spirekasselegatet, kan på et senere tidspunkt søge om yderligere støtte til en mentor, udvikling af prototyper, test af materialer eller lignende
Støtte til lysende betonfacader
Anna Rosa Hiort-Lorenzen er en af de ansøgere, som er kommet meget nærmere realiseringen af sin idé takket være Boligfonden Kuben.
Hun søgte Spirekasselegatet i 2020 til at udvikle lysende stier i byrummet med fosforescerende lys. Siden har hun fået støtte fra fonden til at videreudvikle ideen og skabe lysende betonfacader sammen med betonfirmaet BB Beton.
- Mange byer har overbelyste byrum, mens andre områder henlægger i mørke. Jeg ønsker at bevare det magiske ved mørket og samtidig skabe smukke lysende oplevelser med fosforescerende lys, som har en helt anden kvalitet end kunstlys, siger Anna Rosa Hiort-Lorenzen.
Tidligere på året fik hun også et arbejdslegat fra Statens Kunstfond til at forsætte arbejdet med betonen:
- Jeg henter mine motiver fra naturen, og drømmen er at skabe forskellige typer fliser og facader, som kan blive en del af gadebilledet, Det betyder utrolig meget for mig, at jeg har fået støtte og opbakning fra Boligfonden Kuben og Statens Kunstfond til mit projekt, slutter hun.
Spirekasselegatet er på 25.000 kroner og kan søges af alle uanset uddannelsesmæssig baggrund.
Ansøgninger kan indsendes fra mandag den 11. oktober og frem til den 17. januar.
Se mere på: www.boligfondenkuben.dk
-dg