Nu kan københavnerne stemme om årets smukkeste nybyggeriPublikumsprisen blev uddelt for første gang i 2018, hvor over 2.000 stemmer blev afgivet. Axel Towers var det første nybyggeri til at vinde prisen. Foto: Thomas Rockall Muus, muusfoto.dk.

Nu kan københavnerne stemme om årets smukkeste nybyggeri

Syv nybyggerier er nomineret til publikumsprisen ved Københavns Kommunes årlige bygningspræmiering. I dag åbner afstemningen, hvor københavnerne kan give deres mening til kende og stemme på deres favoritbyggeri

Hvilket nybyggeri i København fortjener årets publikumspris?

Det får københavnerne nu mulighed for at beslutte, når prisen for femte gang skal uddeles. Det sker som led i Københavns Kommune årlige bygningspræmiering, der siden 1903 har præmiereret bygninger, bymiljøer og anlæg.

Syv nybyggerier er nomineret til prisen og der kan stemmes til og med den 29. april 2022.

- Bygningspræmieringen er en flot tradition, hvor vi hylder de bygninger, bymiljøer og anlæg, der på nye måder skaber kvalitet og værdi for københavnerne. Den slags byggerier gør en forskel og spiller en vigtig rolle i byudviklingen i København. Det skal vi huske at rose. Derfor håber jeg også, at københavnerne vil gå ind og give deres mening til kende, så vi kan præmiere de gode eksempler, siger kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (B).

Afstemningen foregår på Københavns Kommunes hjemmeside. Der kan stemmes på et af de syv byggerier, der er nomineret til Københavns Kommunes bygningspræmiering 2021. På hjemmesiden kan man også finde en podcast, hvor de nominerede byggerier diskuteres af kultur- og fritidsborgmesteren, stadsarkitekt Camilla van Deurs og byplanlægger Peter Schultz Jørgensen.

Københavns Kommune har præmieret smukke bygninger, bymiljøer og anlæg siden 1903. Bygningspræmieringen lægger vægt på, at byggeriet tager udgangspunkt i stedets særlige karakter og bidrager til oplevelsen af København som en by med kvalitet i bymiljøet.
De præmierede byggerier offentliggøres på Københavns Kommunes hjemmeside den i maj 2022.

De nominerede byggerier er:

- Skoleholdervej
- KAB Huset
- Ny Østergade 30
- Remiseparken
- Helhedsrenovering af Friluftsskolen
- Oehlenschlægergades Skole
- Filmlageret

De nominerede byggerier er valgt blandt 36 indstillede byggerier med ibrugtagning mellem 1. januar 2020 og 1. juli 2021.

-dc

13/4 2022