Ny adm. direktør til Kant arkitekterMorten Stahlschmidt. Foto: Marie Louise Munkegaard

Ny adm. direktør til Kant arkitekter

Kant arkitekter har ansat 49-årige Morten Stahlschmidt som administrerende direktør. Morten Stahlschmidt er arkitekt og har desuden en Executive MBA fra CBS

Morten Stahlschmidt er uddannet arkitekt maa fra Kunstakademiets Arkitektskole i København (1998) og læste før det tre år på bygningslinjen som ingeniør på Danmarks Tekniske Universitet (DTU). I 2011 gennemførte han - ansporet af lysten til at forstå kundernes forretningsmodel - en Executive MBA fra Copenhagen Business School.

Karrieren er gået via en række arkitektvirksomheder først som projekterende arkitekt og snart som projektleder af større projekter til i de seneste 10 år at have stået i spidsen - som tegnestuechef og administrerende direktør - for store danske arkitektvirksomheder som Arkitema og 3XN.

Ansættelsen ligger i forlængelse af den udvikling af virksomheden, som Kant indledte med en professionalisering af bestyrelsesarbejdet og senest udnævnelsen af tre strategiske partnere for hhv. arkitektonisk udvikling og akkvisition.

- Vi er tæt på at nå vores vækstmål frem mod 2017. Næste etape bliver med Morten ved roret for den administrative ledelse af virksomheden, så Uffe Bay-Smidt og jeg i endnu højere grad kan fokusere på vores rolle som kundeansvarlige partnere, udtaler partner Anders Bay-Holm.

-los


15/6 2016