Ny bydel ved Godsbanen i Aarhus

Ny bydel ved Godsbanen i Aarhus

A. Enggaard har købt den 25.000 m2 store grund ved Godsbanearealet og vil sammen med pensionsselskabet PKA sætte nye standarder for moderne byudvikling

Entreprenørvirksomheden A. Enggaard har købt den tidligere Stark-ejede trælastgrund ved Ringgadebroen og Godsbanen i Aarhus på 25.000 m2. Her skal A. Enggaard nu i samarbejde med PKA opføre en ny bydel på 57.000 etagemeter under navnet Brokvarteret. Bydelen skal bl.a. bestå af 700 nye boliger samt et mindre antal detailforretninger. Boligerne kommer til at bestå af både ejerlejligheder, udlejningslejligheder, almennyttige boliger samt ungdomsboliger.

- Vi har i en årrække arbejdet intensivt med udvikling af Ceresgrunden og kan nu se til vejs ende på et af de største byudviklingsprojekter i Aarhus i nyere tid. Nu kigger vi mod nye projekter og er meget tilfredse med at have vundet købsretten til Brokvarteret, som bliver en eksklusiv og mangfoldig ny bydel inden for Ringgaden, siger adm. direktør Asger Enggaard og fortsætter:

- Det er vores ambition, at grunden både skal udvikles i respekt for den historie, som Stark og Godsbanen repræsenterer, og samtidig sætte nye standarder for moderne byudvikling.

Bydelen kommer til at bestå af i alt fire forskellige byrum med forskellige temaer og kvaliteter:

- Hvert byrum får sin egen karakter og skal alle medvirke til at sikre en stor variation af aktivitets- og opholdsmuligheder. De offentlige byrum suppleres af fælles gårdrum og private altaner og tagterrasser, og samlet set vil beboerne således have mange muligheder for udeliv tilgængelig, forklarer projektchef Jens Skinnebach fra A. Enggaard.

Stort område frigøres
Sælger af grunden er Stark, der i øjeblikket har et stort lager på området ved P. Hjort Lorenzens Vej. Lageret skal inden for kort tid flyttes væk fra centrum og skabe plads til den nye bydel.

Pensionsselskabet PKA er medinvestor og har fulgt sagen nøje. Her ser ejendomschef Nikolaj Stampe frem til at tage hul på et nyt vækstkapitel i Aarhus:

- Vi ser et meget stort potentiale i Aarhus generelt og i Brokvarteret specifikt. Det er usædvanligt, at et så stort område 'frigøres' så tæt på centrum i landets andenstørste by. Bydelen får en central placering midt i Aarhus tæt på grønne arealer og ikke mindst Godsbanen, som er et område i rivende udvikling, siger han.

Opførslen af Brokvarteret påbegyndes i sommeren 2018, når lokalplanen er endelig vedtaget. Det sker i samarbejde med arkitektfirmaet CF Møller.

-kj

26/3 2018