Ny direktør i JKEJKE er ejet af Ballingslöv-koncernen og har 56 butikker i Danmark og resten af Norden. Foto. JKE.

Ny direktør i JKE

Køkkenproducenten JKE har fået ny administrerende direktør. Den nye mand i front har både ledererfaring fra køkkenbranchen og byggemarkedssektoren

Freddy Lauridsen, 57 år, tiltræder netop nu jobbet som administrerende direktør for JKE. Han kommer med bred og dyb erfaring fra lederjobs i forskellige brancher. Gennem årene har han blandt andet arbejdet for DT Group (senere Stark), Silvan, og HTH. I en årrække var han administrerende direktør i Silvan for Danmark og Sverige.

- Med sin internationale ledererfaring og branchebaggrund skal Freddy Lauridsen stå i spidsen for, at JKE kan fortsætte den positive udvikling og vækst, som virksomheden er inde i, siger koncernchef Björn Hauber fra Ballingslöv koncernen, som ejer JKE.

Om det nye job siger Freddy Lauridsen:

- JKE er inde i en stærk udvikling, som jeg glæder mig til at stå i spidsen for at videreføre sammen med et dedikeret JKE-team. Det er forretningsmæssigt en stor fordel, at JKE har et skarpt nordisk fokus – både rent designmæssigt og med hensyn til traditioner for snedkerkvalitet samt butiksnettet med foreløbig 56 butikker i Norden. Det hænger sammen hele vejen rundt, og jeg ser oplagte muligheder for at vækste forretningen, siger Freddy Lauridsen.

Han vil bl.a. sætte fokus på at øge tilgængeligheden til at købe nyt køkken for forbrugerne. Det handler både om flere forhandlere, flere butikker og digitale løsninger.

- Også med hensyn til at købe køkken sker der hele tiden ændringer i forbrugernes måde at orientere sig på, lade sig inspirere på og købe på. Her skal vi være med helt fremme, siger Freddy Lauridsen og forklarer, at han har sagt ja tak til jobbet, fordi, han mener, at den 52 år gamle køkkenvirksomhed har stærke værdier og dedikerede medarbejdere.

- Det er ikke nok at have høj produktkvalitet. Det er mindst lige så vigtigt at tænke i kundeoplevelser i særklasse. Det kræver stolte medarbejdere, der gerne vil gå en ekstra mil. Det oplevede jeg med det samme var tilfældet, da jeg trådte ind i virksomheden, siger Freddy Lauridsen.

-tmk

2/5 2022