Ny organisation vil holde danskernes energiregning nede
- Danskere skal ikke betale en unødig stor regning, lyder det fra ny organisation med nogle af Danmarks største virksomheder, der vil arbejde for at sikre en mere energieffektiv og klog overgang til vedvarende energi
I dag høster Danmark ikke nok af de økonomiske gevinster, der er ved at udnytte energien bedre. Det er bl.a. på den baggrund, at Danfoss, Grundfos, Velux og Rockwool, som arbejder med energieffektive teknologier, i dag lancerer interesseorganisationen Synergi, der skal sikre danskerne det mest omkostningseffektive samspil mellem vedvarende energi og energieffektiviseringer.
- Al energi koster penge at producere - også den grønne. Hver gang vi øger energiforbruget, må vi som samfund investere store beløb i infrastruktur og systemer, der kan lagre, transportere og transformere energien. Derfor er det vigtigt, at vi i Danmark får nogle mål for, hvordan vi bruger energien mest effektivt, så danskerne ikke ender med at betale en unødigt stor regning for den grønne omstilling, forklarer Kim Fausing, koncernchef og CEO i Danfoss og medstifter af Synergi.
Energieffektivisering er vejen frem
Ud over de åbenlyse økonomiske fordele ved en billigere grøn omstilling og en lavere energiregning hos forbrugerne, har energieffektiviseringer et kæmpe eksport- og beskæftigelsespotentiale. En øget indsats for energirenoveringer vil samtidig øge værdien af vores boliger og bidrage til forbedringer af sundhed og livskvalitet i hele Danmark.
- Hvis vi skal sikre godt købmandsskab i omstillingen og høste de gevinster, der tegner sig både herhjemme og på globalt plan, så bør energieffektiviseringer tillægges en langt større vægt i den danske energipolitik. Derfor er der brug for en fælles stemme, der løfter dagsordenen og viser hvor potentialerne ligger, siger Kim Fausing.
Energiaftale skal fastsætte mål for effektivisering
Synergis fokus vil for den kommende tid være, at vi med en ny energiaftale sørger for, at regningen til danskerne for den grønne omstilling ikke bliver for høj. Det kan sikres ved at fastsætte et mål for energieffektivisering på samme måde, som man allerede har fastsat mål for udbygningen af den vedvarende energi. Samtidig arbejder Synergi for en gennemgribende reform af energispareindsatsen, så den får langt større effekt end den ordning, der eksisterer i dag.
-jhn
Fakta om Synergi
Interesseorganisationen Synergi er stiftet af Grundfos, Rockwool, Velux og Danfoss, men medlemskredsen vil på sigt blive udvidet med andre danske virksomheder, med interesse i at fremme energieffektivitet.
- Organisationen vil samtidig samarbejde med en bred vifte af organisationer og vidensinstitutioner, der arbejder for, at vi som samfund realiserer potentialerne af mere effektiv brug af energien.
- Organisationen arbejder for tre overordnede mål:
- At sikre en samfundsøkonomisk, omkostningseffektiv omstilling til et fremtidigt energisystem uafhængigt af fossile brændsler.
- At værdiforøge den danske bolig- og bygningsmasse og samtidig bidrage til forbedringer af sundhed og livskvalitet i hele Danmark.
- At skabe vækst og arbejdspladser og styrke dansk industris langsigtede produktivitet, så vi bevarer danske styrkepositioner i forhold til globale eksportmuligheder for energiteknologi.