Nyt demensplejecenter understøtter fællesskabet
I Hedensted Kommune er forarbejdet til et helt nyt demensplejecenter godt i gang, og det forventes at stå klar i 2022
Skala Arkitekter og Østjysk Boligselskab står bag det forarbejde, som danner grundlag for, at Østjysk Boligselskab er udvalgt til den spændende opgave, der omfatter 60 boliger, syv aflastningsboliger, et demenscenter samt service- og fællesarealer.
Den almene boligorganisation Østjysk Boligselskab skal varetage projektet som bygherre og ejer. På arkitektsiden er det Skala Arkitekter med Karlsson Arkitekter som underrådgiver, der skal rådgive og udvikle projektet for Østjysk Boligselskab, mens Hedensted Kommune skal varetage ledelsen af det nye center efter aflevering.
- Vi har haft et rigtig godt samarbejde med Skala Arkitekter på tidligere projekter, og derfor har vi forventninger om endnu et godt og velgennemført projekt, lyder det fra Helle Bro Pedersen fra Østjysk Boligselskab.
Hun henviser dermed til boligprojektet Constantiaparken i Hedensted som eksempel på et vellykket samarbejde mellem de to parter.
En meningsfuld dagligdag
Også hos arkitekterne ser man frem til samarbejdet og til at tage fat på projektet, som helt overordnet handler om at skabe tryghed og hjemlige omgivelser, hvor beboeren trygt kan bevæge sig rundt:
- Sammen med Karlsson Arkitekter glæder vi os til at gå i gang med projektet og skabe omgivelser, der giver en meningsfuld dagligdag for beboerne, og som understøtter såvel fællesskabet som den enkelte på demensplejecentret, siger Emil Simonsen fra Skala Arkitekter.
Tidsmæssigt vil udvikling, byggegrundskvalificering og lokalplanudarbejdelse foregå i indeværende år, hvorefter den endelige udbudsform bestemmes. Projektering er planlagt til at foregå i 2020, mens byggeriet udføres i 2021/2022.
-kj