Nyt FE-domicil til over to milliarder kroner
Ifølge et aktstykke fra Forsvarsministeriet til Folketingets Finansudvalg skal der opføres et nyt, samlet domicil til Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) på Svanemøllens Kaserne
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Domicilet opføres som Offentlig-Privat Partnerskab (OPP) mellem FE og et projektselskab ejet af Pension Danmark.
OPP-aftalen omfatter finansiering, design, projektering, opførelse, drift og vedligeholdelse af det nye domicil, og opgjort over den samlede aftaleperiode på 30 år fra ibrugtagningstidspunktet har OPP-aftalen en forventet nutidsværdi på næsten tre milliarder kroner. Selve anlægssummer er godt to milliarder kroner
Det forventede ibrugtagningstidspunkt er 1. juli 2027, og FE’s årlige vederlag til OPP-leverandøren i den 30-årige kontraktperiode anslås til 192 millioner kroner.
Ved kontraktperiodens ophør overdrages domicilet til FE til en forventet pris på 214 millioner kroner.
Marginal økonomisk fordel
FE’s nuværende bygninger lever ikke op til nutidens krav til sikkerhed, ligesom spredningen på flere lokationer ikke understøtter ’et dynamisk og tværfagligt efterretningsarbejde’. Placeringen af det nye domicil på Svanemøllens Kaserne, der i forvejen ejes af Forsvarsministeriet, tilgodeser FE’s ønsker og krav til adgangsveje, gode offentlige transportforbindelser og ikke mindst sikkerhed.
Af den totaløkonomiske vurdering er der en marginal fordel på cirka én procent ved at gennemføre projektet som OPP frem for en totalentrepriseløsning.
OPP-løsningen vurderes dog også at være bedre end totalentrepriseløsningen på en række andre parametre, hvoraf den væsentligste er håndtering af økonomiske risici.
Incitament til god kvalitet
Den lange aftaleperiode og overdragelsen af det totaløkonomiske ansvar for de nye faciliteter til OPP-leverandøren forventes at give denne incitament til at vælge materialer og bygningsdele i en god kvalitet og dermed bidrage til kvaliteten i byggeriet.
FE har vurderet i øvrigt, at der ved et udbud er risiko for kompromittering af nationale sikkerhedsinteresser. Derfor har Kammeradvokaten vurderet, at byggeriet er undtaget for udbudspligt. To pensionsselskaber med tilhørende underleverandører har deltaget i konkurrenceudsættelsen af det cirka 50.000 etagemeter store byggeri.
Bygningsrelaterede driftsomkostninger indgår som en fast betaling, og det er således i OPP-leverandørens interesse, at bringe bygningens energiforbrug ned til et absolut minimum igennem hele driftsperioden.
Største OPP-projekt
Det nye hovedsæde er tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter og vil blive opført på Svanemøllens Kaserne over de kommende fem år.
Finansieringen af byggeriet løftes af Danmarks største arbejdsmarkedspensionsselskab, PensionDanmark, og det er økonomisk det hidtil største OPP:
- Når byggeriet står færdigt vil Forsvarets Efterretningstjeneste flytte ind i rummelige og tidssvarende faciliteter, der på bedste vis vil være med til at understøtte tjenestens virke, siger fungerende forsvarsminister, Troels Lund Poulsen
Fakta om projektet
• Størrelse: Cirka 50.000 lvadaratmeter
• Anlægssum: Over to milliarder kroner.
• Bygherre: PensionDanmark
• Totalentreprenør: MT Højgaard Danmark
• Driftsoperatør: DEAS Group & MT Højgaard Property Development i fælles driftsselskab
• Arkitekt: Vilhelm Lauritzen Arkitekter
• Ingeniør: Rambøll
• Forventet ibrugtagning: Juli 2027