Nyt gymnasium mimer Ørsteds elektromagnetiske spole

Nyt gymnasium mimer Ørsteds elektromagnetiske spole

I Lyngby er der opført et nyt HTX–gymnasium, der minder om et eksperimentarium og er opkaldt efter den verdensberømte fysiker H. C. Ørsted. Arkitekturen mimer Ørsteds elektromagnetiske spole

Af Terkel Grum-Schwensen    

Det er den selvejende institution Technical Education Copenhagen, TEC, der står bag opførelsen af det nye tekniske gymnasium. TEC har godt 4500 elever om året, over 700 ansatte og skoler på syv adresser i Storkøbenhavn. TEC tilbyder mere end 30 erhvervsuddannelser, et stort udvalg af kurser og efteruddannelse samt et teknisk gymnasium fordelt på tre afdelinger. H.C. Ørsteds Gymnasium i Lyngby er én af disse.  

Som spoler

Den nye bygning er som et slags eksperimentarium; en teknologisk og naturvidenskabelig legeplads for både undervisere og studerende. Samtidigt er det nye gymnasium på en række områder en hyldest til fysikeren, filosoffen og videnskabsmanden, H.C. Ørsted. Arkitekturen i det nye tekniske gymnasium udgøres af en stabling af afrundede, rumstore volumener, som skal være en visuel reference til den elektromagnetiske spole. Undervisnings-, fag- og mødelokaler udgør som store spoler både den indvendige struktur i bygningen og træder samtidig ud i facaden og fletter sig sammen til en arkitektonisk helhed. På den måde hænger rum og facader sammen. 

Aulaen og auditoriet er skolens centrale sociale omdrejningspunkt. Spolerummene er derimod skolens faglige omdrejningspunkter med faglokaler og møderum. Produktionsgulvet, i form af ét sammenhængende poleret betongulv, binder spolerne sammen og leder ud til de omkringliggende udearealer. Skolens cirkulære gangarealer kredser om de to trappetårne og mødes i skolens centrum. Udendørs terrasser fortsætter som en naturlig forlængelse af bygningen.  

Tilfreds rektor

Lars Viborg Jørgensen har været gymnasiets rektor siden maj 2020 og har således været med i processen fra længe før ibrugtagningen af det nye hus, men de overordnede streger til projektet var da for længst sat og opførelsen af byggeriet så småt i gang. Gymnasiet har midlertidig haft til huse på Akademivej i Lyngby og der ses stadig flyttekasser i den nye bygning, der kun har fungeret i et par måneder.   

– Når TEC har valgt at anvende en så stor sum penge på dette nye tekniske gymnasium, er det med en forhåbning om at investere i fremtiden. Der har været en stor grad af brugerinddragelse i projektet. Såvel det faste personale som, nu tidligere, elever er kommet med deres bidrag til en skole, hvor der er plads til alle temperamenter, fra den mest generte og introverte elev til den mest ekstroverte, og hvor ny teknologi indgår som en naturlig og fleksibel del af arkitekturen, siger Lars Viborg.   

- Den store aula udgør et repræsentativt adgangsområde og kan samtidig anvendes til en stribe formål af både faglig og social karakter. Ikke mindst har den en betydelig wow-effekt og udtrykker tydeligt referencen til Ørsted og elektromagnetismen.   

Ud af klassen

Udenfor klasselokalerne er det især de små nicher eller alkover, der har vist sig effektive og populære. I flere af dem er der skærme og lydanlæg, som man umiddelbart kan koble sig til. Hér kan eleverne fortsætte undervisningen i mindre grupper, og læreren kommer så i højere grad til at fungere som en slags coach. Tilbage i klasselokalet kan afslutningen af lektionen foregå som en opsamling eller ved eksempelvisning på tavle eller lærred.   

– Den ændrede undervisningsform har også resulteret i en ændret relation mellem lærer og elev i en mindre hierarkisk retning. Sparring foregår i trygge rammer, og da både de faglige krav og elevernes forventninger til dem selv er høje, er det væsentligt at alle elevtyper føler sig tilpas på skolen, siger Lars Viborg.  

- Klasselokalerne er udformet, så de fungerer som en base for klasseundervisningen, der i dag foregår i sekvenser således, at en lektion á 60 minutter i dag er opdelt i måske tre eller fire sekvenser, hvor det kun er den indledende del, der foregår i klasselokalet, siger Lars Viborg.   

Et eksperimentarium

Da gymnasiet rummer uddannelser, der forbereder eleverne til universiteternes tekniske uddannelser, er kemi-, biokemi- og fysiklokaler udformet som laboratorier med alt fra stinkskabe over punktudsugning til elektromikroskoper og forsyning af ilt og gas. Værkstederne omfatter både træ- og metalværksteder, 3D printere og et produktionskøkken. Hér kan funktionsdygtige prototyper fremstilles og teorier omsættes i praksis. Skolen er i det hele taget udformet som et eksperimentarium. Hér er solceller på taget, en ambitiøs affaldssortering, løbende registrering af energi- og vandforbrug og et tæt samarbejde med det nærliggende Novo Nordisk Fondens Life Center og hele Science City Lyngby. DTU ligger lige på den anden side af motorvejen. Det er også tanken, at lokalområdet i form af folkeskoler og virksomheder inviteres indenfor i de lækre lokaler, så huset kan fungere 24/7.

Byggeriet er placeret med ryggen mod Helsingørmotorvejen. Kontorer og personaleområder har vinduer herimod, men det er ikke meget, man hører til den stærkt befærdede vej. Vinduerne i disse kontorer er da også forsynet med ikke mindre end fem lag glas. Bygningen udgør selv en støjvold mod vejen, men mod syd er den suppleret af yderligere en støjvold, der sikrer et acceptabelt lydmiljø. Også udendørs. 

 

Areal:

Ca. 8800 m2

Arkitekt:

Kant, nu Sweco

Bygherre:

Technical Education Copenhagen

Entreprenør: 

CC Contractors, efter Anker Hansens konkurs

Ingeniør:

Orbicon, nu WSP

-ms

29/6 2022