Nyt kontorhus bygger på Corona-krisens erfaringerSom navnet antyder kommer ’The Central’ til at ligge meget centralt – tæt på Høje Taastrup Station og byens nye rådhus.

Nyt kontorhus bygger på Corona-krisens erfaringer

Danmarks får snart et nyt corona-venligt kontorhus i Høje Taastrup. Berøringsfrie døre og udendørs mødelokaler er tegnet ind i planerne

Med lanceringen af flerbruger-kontorhuset ’The Central’, tager Arealudviklingsselskabet Høje Taastrups C hul på at skabe attraktive arbejdspladser, som næste led i historien om den nye bydel Høje Taastrup C.

The Central bliver 23.000 kvadratmeter stort og kommer til at koste godt en halv milliard kroner. Her bliver plads til 1200 nye arbejdspladser kun få minutters gang fra Høje Taastrup Station og Høje Taastrups nye rådhus, den nye bydel Høje Taastrup C og City2 - og 14 minutters togtur fra Københavns Hovedbanegård.

- Høje Taastrup C bliver ikke bare et fantastisk sted at bo. Det bliver også et fantastisk sted at arbejde. Vi ved, at corona-krisen har accelereret virksomheders behov for at tænke nyt, også når det gælder indretningen af kontormiljøer. Virksomhederne skal forvente at skabe kvalitets-arbejdspladser med fokus på både gode fysiske rammer, miljø og klima, hvis de vil have tilfredse og produktive medarbejdere tilbage fra hjemmekontoret. ’The Central’ er måske det første kontorbyggeri i Danmark, der direkte er designet til at imødekomme disse nye post-corona behov, siger Lars Bloch, administrerende direktør i Arealudviklingsselskabet Høje Taastrup C.

Bæredygtig arkitektur med et godt indeklima
’The Central’ er tegnet af Schmidt Hammer Lassen Architects, en af Skandinaviens mest anerkendte og prisvindende arkitektvirksomheder. Det nye fælles kontorhus får den højeste bæredygtighedscertificering, DGNB Guld, og tillægsanerkendelsen hjerte, der tildeles på grund af bygningens ekstra gode indeklima. Og de gode erfaringer fra corona tages seriøst med eksempelvis berøringsfri døre.

Om tankerne bag "The Central", siger Mads Engel, associeret partner, Schmidt Hammer Lassen Architects:

- I designet af ’The Central’ har det været vigtigt for os at skabe et miljø, der både fordrer fællesskabet, men også gør det muligt at arbejde i dele af huset, hvor man vil være isoleret fra interaktion med de resterende brugere. Arkitekturens ruminddeling kommunikerer en moderne hybrid-arbejdsplads.

Hjertet i ’The Central’ bliver et stort, lyst og beplantet dobbelt-atrium, som kommer til at gå fra stueplan til 7. etage. En svævende fællestrappe vil forbinde alle husets etager, hvor de forskellige virksomheder vil have deres base. ’The Central’ vil kunne tilbyde virksomheder alt fra et par kontorpladser til en hel etage eller mere. Virksomhederne vil selv kunne indrette de store rum med kontorer, møderum og fleksible zoner efter deres behov.

Mange fællesfaciliteter
Medarbejderne vil få adgang en lang række fællesfaciliteter. Fra den store tagterrasse vil man kunne arbejde eller holde møder udendørs, mens man nyder udsigten over den nye bydel. På de gode dage vil der være udsigt helt til København og Roskilde. I kælderen er der fokus på fysisk aktivitet. Her finder man fælles fitnesscenter, omklædningrum og cykelkælder med værksted.

’The Central’ kommer til at rumme fælles reception og mødefaciliteter, og medarbejderne kan se frem til at blive forkælet i den fælles kantine og café i stueplan.

Udviklingen af ’The Central’ er et samarbejde mellem Arealudviklingsselskabet Høje Taastrup C, totalentreprenør og udviklingsrådgiver Raundahl & Moesby, arkitektvirksomheden Schmidt Hammer Lassen og erhvervsmæglerne CBRE og Poul Erik Bech EDC, der alle har været med i projektet fra idéstadiet.

Udlejning allerede i gang
CBRE og Poul Erik Bech EDC er allerede i gang med at udleje kontorerne i 'The Central'.

- Vi oplever stor interesse fra både lokalt forankrede virksomheder, oplandet og fra København, siger senior director Andreas Willumsen fra CBRE.

De første lejere forventes at flytte ind i foråret 2024.

-tmk

28/2 2022