Nyt pulver tryller vand på byggepladsen om til geleGelyGo kan anvendes til både små og store vandmængder. Det er udelukkende et spørgsmål om den rette dosering af granulatet. Foto: GelyGo.

Nyt pulver tryller vand på byggepladsen om til gele

GelyGo skal spare entreprenører, håndværkere og tagdækkere tid ved at gøre uønsket vand på byggepladsen til en gele, der nemt kan skovles væk

Iværksætter Claus Bolund har udviklet granulatet GelyGo, som midlertidigt omdanner vand på byggepladsen til gelé, som nemt kan skovles væk.

GelyGo kan anvendes alle steder, hvor vand gør skade eller fører til tidsspilde. Både på byggepladsen, hvor nedbør eller grundvand har sat en stopper for arbejdet, eller i hjemmet ved almindelige vandskader.

- Tid er en dyrebar ressource, og den skal ikke spildes væk på besværlige arbejdsgange med tungt udstyr. Med GelyGo får du simpelthen skovlen under tidsspilde på en effektiv og miljørigtig måde, siger Claus Bolund, som er ejer og stifter af GelyGo.

Anvendes hvor vand gør skade
Et halvt kilo GelyGo omdanner 100 liter vand til en midlertidig gelé i løbet af ca.10 min. Efterfølgende omdanner solens UV-stråler igen geléen til vand. Pulveret er biologisk nedbrydeligt og skaber ingen CO2-udledning.

Idéen til GelyGo opstod i 2017, da Claus Bolund efter mange år som selvstændig arbejdede som supervisor på første etape af Facebook-byggeriet i Odense. I den regnvåde sommer bemærkede han de store mængder vand, der ofte skulle fjernes, før det egentlige arbejde kunne gå i gang. Rationalet var, at det måtte kunne gøres både hurtigere og mindre besværligt end med pumper og slanger. Efter en række tests og produktudvikling fik Claus Bolund kontakt til den producent i Kina, der i dag producerer GelyGo.

-tmk

27/2 2023