Omstillingsplan for byggeriets økosystem

Omstillingsplan for byggeriets økosystem

Der er behov for et fælles europæisk vurderingsgrundlag med udgangspunkt i det eksisterende system under Byggevareforordningen

Af Dan Bjerring
Christiansborg

EU-Kommissionen har fremlagt et såkaldt ’baggrundsdokument’ om udviklingen af en omstillingsplan for økosystemet for byggeri med henblik på at inddrage interessenter i det videre arbejde, som gennemføres inden for rammerne af EU’s industristrategi:

- Høringen skal ses i lyset af EU’s industristrategi, hvor Kommissionen har udpeget 14 økosystemer, som står særligt centralt i forhold til at sikre europæisk konkurrencedygtighed og teknologiudvikling. For hvert økosystem forventes Kommissionen at udarbejde en omstillingsplan for den digitale og grønne omstilling, oplyser Udenrigsministeriet til Folketingets Europaudvalg.

Deklarere bæredygtighed
I høringssvaret fremhæves det, at regeringen værdsætter, at arbejdsdokumentet er sammentænkt med Kommissionens initiativer vedrørende mere bæredygtigt byggeri, ligesom det understreger vigtigheden af, at den kommende revision af byggevareforordningen sikrer mulighed for at deklarere byggevarers bæredygtighedsegenskaber og forholder sig til genanvendelse af byggevarer:

- Således at det indgår som et væsentligt element for at fremme national regulering på dette område, understreger ministeriet.

Det pointeres også, at der er behov for et fælles europæisk vurderingsgrundlag, som bør tage udgangspunkt i det eksisterende system under byggevareforordningen, og endelig fremhæves, at ordningen bør understøtte EU's regulering af energirelaterede produkter (’ecodesign’) for at bidrage til indfrielse af EU's mål for energieffektivitet:

- Regeringen ser frem til det videre arbejde med ’omstillingsvejen’ for byggeriet, slutter det.

16/3 2022