Optimistiske toner hos Danske Maskinstationer & Entreprenører
Flere medlemsvirksomheder, tilfredshed med boligJobordning og ny uddannelse for nedbrydere, var blandt emnerne, da formanden for Danske Maskinstationer & Entreprenører (DM&E) Søren Ulrik Sørensen aflagde årsberetning i fredags
Et år med fuld damp på kedlerne i DM&EBrancheforeningen DM&E har de seneste år oplevet en positiv tilgang af medlemsvirksomheder ikke mindst inden for kloak- og entreprenørområdet, som nu også er det felt, hvor flest af DM&E´s medlemsvirksomheder beskæftiger sig indenfor, fremgår det foreningens årsberetning.
- DM&E´s vision om at være synlig og aktiv i både den faglige og politiske debat, og ikke mindst over for branchens virksom-heder, uddannelsesinstitutioner og andre interessenter har båret frugt. DM&E er en naturlig repræsentant når kloak- og entreprenørbranchens interesser skal varetages, og når viden og værktøjer skal formidles til medlemsvirksomheder og samarbejdspartnere, fastslog formanden Søren Ulrik Sørensen ved aflæggelse af foreningens årsberetning i Brædstrup.
BoligJobordningen er en gevinst for kloakbranchen
En vigtig begivenhed i 2015 var genindførelsen af den populære BoligJobordning, som især vil komme foreningens mange små- og mellemstore kloakmestervirksomheder ude i yderområderne til gavn.
- DM&E har gennem lang tid kæmpet for at få ordningen genindført, og for, at det autoriserede kloakarbejde blev omfattet af det nye grønne håndværkerfradrag. Efter mange henvendelser til politikerne lykkes det at få næsten alle foreningens ønsker til fradragsberettigede arbejder med i ordningen, hvilket vi kan være tilfredse med, sagde Søren Ulrik Sørensen fra talerstolen i den fyldte sal.
Brancheforeningen indførte i 2015 også en garantiordning, som dækker op til 75.000 kroner for fejl og mangler ved de arbejder en typisk mindre kloakmestervirksomhed udfører herunder autoriseret kloakarbejde, beton- og belægningsarbejder samt jord- og anlægsarbejde.
- Ved indførelse af DM&E Kloakmestergaranti var det vigtigt, at ordningen gav trykhed for den private kunde og dækkede de arbejdsområder en mindre kloakmestervirksomhed typisk udfører. Garantiordningen er desuden et udtryk for, at foreningen står bag medlemsvirksomhederne og er et godt værktøj for den enkelte virksomhed, pointerede Søren Ulrik Sørensen.
Ny uddannelse i bygnings- og miljøsanering
Også på nedbrydningsområdet har DM&E være særligt aktive i det forgangne år, hvor der blandt andet er arbejdet med at højne kompetencerne samt at udvikle et ledelsessystem til de virksomheder, der beskæftiger sig med nedbrydning.
- DM&E´s bestyrelse, entreprenørudvalg samt netværket for nedbrydning har gennem længere tid drøftet, hvorledes kvaliteten og de faglige kompetencer på nedbrydningsområdet kunne og skulle løftes. Dette arbejde har resulteret i, at der ved slutningen af året blev oprettet en ny 8 ugers uddannelse i bygnings- og miljøsanering. Uddannelsen vil være med til at løfte og styrke de mindre virksomheder i branchen, udtalte Søren Ulrik Sørensen.
Arbejdsmiljø opprioriteret
Af DM&E´s årsberetning fremgår det også, at foreningen har oprustet inden for virksomhedsrådgivning og arbejdsmiljøområdet, hvor brancheforeningen nu også tilbyder sine medlemsvirksomheder hjælp og branchespecifikke værktøjer samt rådgivning.
-jhn