Pas nu på: De fleste ulykker sker efter sommerferien
2022 var et rekordår for dødsulykker i byggeriet, og de fleste ulykker sker iflg. DI Byggeri efter ferien. Det er derfor nu, man skal være ekstra på vagt
Af Daniel Christensen
Om man er kontornusser, bager eller håndværker, kender man det. De første dage efter en god, lang ferie skal man lige bruge på at komme i omdrejninger. Kigger man sig omkring, er alle andre også langsomme om at komme ud af starthullerne. Men hvor der på kontoret eller i bageriet er begrænset risiko ved en sløv opstart, kan det være decideret livsfarligt, hvis man ikke passer på og ser sig godt for, når man starter op igen på byggepladsen efter ferien.
- Når vi taler med virksomhedernes arbejdsmiljøchefer, fortæller de os, at de kan se udsving i ulykkesforekomster og nærvedhændelser på bagkant af ferier. Især sker der en stigning efter sommerferier. Og det er ikke nogen ny tendens, siger chef for Arbejdsmiljø Byggeri i DI Byggeri, Mette Møller Nielsen. Hun uddyber:
- Meget af det, vi laver, når vi er på arbejde, og når vi passer på hinanden, er rutinepræget. Og den rutine er man jo ude af, når man kommer tilbage efter flere ugers sommerferie. Når man er på en højrisikoarbejdsplads og ikke helt er kalibreret på, hvordan man plejer at skabe et sikkert arbejdsmiljø og passe på hinanden, så kan der ske ulykker.
Ifølge Arbejdstilsynet var der i årene fra 2016 til 2021 cirka tre dødsfald i byggeriet om året. I 2022 blev det tal mere end fordoblet til syv dødsfald. Så der er rigelig grund til at være ekstra opmærksom, når man kommer tilbage fra ferie – og generelt.
- Den hyppigste type ulykker er fald og snublen på byg og anlæg. Fald og snublen kan jo ske, når man ikke lige har ryddet ordentligt op og har helt overblik over, hvordan man kommer sikkert frem og tilbage på en byggeplads. Alle ulykker er jo alvorlige, og det er en nærvedhændelse også, for det kan udvikle sig til at blive en alvorlig ulykke, siger Mette Møller Nielsen.
Bak ind på parkeringspladsen om morgenen
For netop at højne opmærksomheden og forsigtigheden efter ferier lancerer DI Byggeri med jævne mellemrum kampagner, der skal få håndværkerne på byggepladserne til at passe bedre på.
- Vi minder om, at det er en god ide at få talt om, hvordan det nu lige er med sikkerheden, når man alligevel repeterer, hvor langt man er med projektet. Hvem gør hvad, hvor smider vi affald, hvordan rydder vi op, er der stadig styr på adgangsvejene og den slags, siger Mette Møller Nielsen, der har et fif, der er ganske konkret og let at implementere, hvis man vil højne opmærksomheden på sikkerhed på arbejdspladsen:
- Det lyder simpelt, men vi ved, at hvis man taler om sikkerhed til morgenkaffen, så bliver man automatisk mere opmærksom på det i løbet af dagen. Jeg var på besøg på et savværk i Rold Skov, som har en politik om, at man bakker bilen ind på parkeringspladsen, når man møder ind om morgenen. Så er det selvfølgelig mere sikkert, når man kører derfra, men samtidig husker man sig selv på at gøre noget af hensyn til sikkerheden, som det allerførste i sin arbejdsdag. Det er en god metode til lige at minde sig selv om, hvad det vigtigste er - vores alle sammens sikkerhed, siger hun.