Penge flyttes fra vejudvidelse på Ring 3 til støjbekæmpelse
Det skal undersøges, hvordan midlerne til Motorring 3 kan bruges til mest mulig støjbekæmpelse
I infrastrukturaftalen fra 2021 blev det besluttet at sætte penge af til at øge kapaciteten på en af landets mest trafikerede strækninger - Motorring 3 uden om København.
Der blev afsat 351 millioner kroner til at inddrage nødsporet og ændre det til et nyt kørespor, og samtidig skulle der være øget fokus på at nedbringe støjgenerne.
Resultaterne af de indledende undersøgelser viser, at det ikke vil være samfundsøkonomisk rentabelt at inddrage nødsporet, og at det heller ikke ville mindske støjgenerne nævneværdigt.
Tre mulige støjinitiativer
På den baggrund er der enighed om at iværksætte nye undersøgelser af støjbekæmpelse på Motorring 3.
Det skal undersøges, om det er muligt at opnå bedre støjbekæmpelse, hvis midlerne fra Infrastrukturplan 2035 øremærkes til støjbekæmpelse frem for vejudvidelse.
Det er Vejdirektoratet, der skal gennemføre undersøgelsen af tre mulige støj-initiativer:
- Forhøjelser af de eksisterende støjskærme
- Ny støjskærm i midterrabatten
- Forsøg med drænasfalt
Undersøgelsen forventes færdig i efteråret 2024. Herefter skal forligskredsen drøfte, hvilken løsning der skal prioriteres for Motorring 3.
DanB