Private virksomheder vil ikke betale for løn til SOSU-eleverDansk Arbejdsforenings administrerende direktør, Jacob Holbraad

Private virksomheder vil ikke betale for løn til SOSU-elever

Hvis politikerne vil give SOSU-elever løn på grundforløbets anden del, må pengene findes i statskassen - ikke hos de private virksomheder

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Dansk Arbejdsgiverforenings administrerende direktør, Jacob Holbraad erkender, at der er behov for flere faglærte i både den private - og i den offentlige sektor.

Men han advarer regeringen mod forslaget om at indføre elevløn til voksne over 25 år på SOSU-uddannelserne:

- Så er der risiko for, at det er de private virksomheder, der kommer til at stå med en stor del af regningen for at uddanne SOSU’er, siger han med henvisning til regeringens nye oplæg ’Flere faglærte til vores sundhedsvæsen og ældrepleje’.

- Hvis regeringen mener, at kommunerne fremover skal forpligtes til at indgå uddannelsesaftaler med SOSU-elever og give dem løn på grundforløbets anden del, så skal finansieringen ikke ske gennem en forhøjelse af virksomhedernes AUB-bidrag. Det bør i stedet finansieres af statens sparede SU-udgifter eller anden statslig finansiering, siger Jacob Holbraad.

Koster cirka 120 millioner kroner ekstra
DA skønner, at regeringens forslag kan koste de private arbejdsgivere cirka 120 millioner kroner ekstra. årligt på grund af de afledte, forhøjede AUB-udgifter.

Samtidig vil det offentlige spare cirka 70 millioner kroner i SU-udgifter og indtægter fra skat og tilbageløb.

DA-direktøren peger samtidig på, at regeringen for nylig har uddelt næsten syv milliarder kroner ekstra i løn til medarbejdere i den offentlige sektor:

- Det er i sig selv er problematisk og et indgreb i den danske model. Nu vil regeringen igen tilføre flere penge til offentligt ansatte. Og hvis det tilmed skal finansieres af de private arbejdsgivere, er det meget kritisabelt, siger Jacob Holbraad.

Skal arbejde fuld tid
Han mener, at løsningen på problemerne med at rekruttere tilstrækkelig arbejdskraft i den offentlige sektor ikke er at sende uddannelsesregningen videre til virksomhederne, men at få flere af de mange SOSU-hjælpere og SOSU-assistenter, der i dag arbejder på deltid, til at arbejde fuld tid i stedet:

- Samtidig er frafaldet på SOSU-uddannelserne også fortsat meget højt. Det bør det offentlige blive bedre til at forebygge. Men det problem løser man ikke ved at lade de private virksomheder betale lønudgifterne til SOSU-eleverne, siger Jacob Holbraad.

10/1 2024