Procespris hædrer det gode samarbejde i byggeriet
Det er nu muligt at indstille kandidater til Procesprisen 2018. Prisen går til en organisation eller projekt, der i særlig grad har bidraget til at udvikle samarbejde og arbejdsprocesser
Procesprisen har været uddelt siden 2005 med det formål at fremhæve processernes vigtighed i byggeriet og dens betydning for det endelige resultat og værdiskabelsen. Særligt ønsker prisen at give fokus til sammenhængen mellem gode dialogbaserede processer, god kvalitet og en stigende produktivitet.
Både organisationer, projekter og samarbejder kan vinde prisen, der bliver uddelt i et samarbejde mellem foreningen Lean Construction DK og Boligfonden Kuben.
Prisen blev sidst uddelt i 2016, hvor det fynske projekt ’Byg til vækst’ vandt for at involvere alle parter i byggeprocessens værdikæde og evnen til at forankre beslutninger blandt bygningsarbejdere.
Dengang blev der særligt lagt vægt på vinderprojektets indsats på byggepladsen og inddragelse af bygningsarbejdernes kompetencer og viden til både planlægning og udførelse. Dermed imødekom man en stor udfordring med at en tredjedel af arbejdstiden på byggepladsen bestod af ventetid eller spildtid.
Stadig fokus på samarbejde
Tidligere vindere er bl.a. entreprenørvirksomheden Hoffmann for deres inddragelse af medarbejderne i firmaets fremtidige strategi og for at skabe en kulturændring i firmaet i forhold til bedre arbejdsmiljø, sikkerhed og produktivitet.
- Også i år vil prisen have fokus på det gode samarbejde og optimerede processer. Og særligt vil vi kigge efter, hvordan man har fået samarbejdet sikret på tværs og onboarded nye kolleger på byggepladsen eller projektet, fortæller sekretariatschef for Lean Construction DK Anne Kirstine Busch.
Formand for Lean Construction DK, Jakob Lemming, afdelingsleder, Center for diplomuddannelsen på DTU uddyber:
- Procesprisen skal være en anerkendelse af de projekter eller indsatser, hvor man har sat fokus på at opnå den størst mulige værdi for alle parter. Med fokus på processerne sikrer man at projektet hænger sammen. Det giver værdi for alle fra håndværkere til ingeniører og arkitekter og til bygherren. Det er når processen glemmes, at vi ser budgetter der overskrides og tidsplaner der vælter. Derfor vil vi gerne fejre dem, der gør lidt ekstra, for at sikre det ikke sker.
Indstil nu
Alle kan indstille projekter, organisationer eller samarbejder til procesprisen 2018. Det er muligt at indstille via hjemmesiden www.procesprisen2018.dk indtil den 9. april 2017. Dommerkomiteen består af bestyrelsesmedlemmer i Lean Construction DK og Boligfonden Kuben.
Offentliggørelsen af de nominerede sker på den anden side af sommerferien 2018. Vinderen hædres ved en stor fest for hele byggebranchen d. 9. november.