Rådgivere fundet til ny skole i Billund
Pluskontoret Arkitekter er blevet valgt som totalrådgiver til det kommende skolebyggeri i Hejnsvig i Billund. Virksomheden er specialiseret i netop skolebyggeri og læringsmiljø. Skolen skal være et samlingspunkt for kommunens foreningsliv
Billund Kommune har indgået totalrådgiveraftale med Pluskontoret Arkitekter og underrådgiverne OBH Rådgivende Ingeniører om at opføre en ny, stjerneformet skole i Hejnsvig med multifunktionelle rum og lokaler, der også kan benyttes af byens lokale foreninger.
Visionen for byggeriet er at skabe en skole, som understøtter Playful Learning, og at bygningen bliver et samlingspunkt for foreningslivet og bidrager til udviklingen af Billund Kommunes byer.
- Vi arbejder på en skole, hvor indretningen i høj grad understøtter vores legende tilgang til undervisningen, så der både bliver plads til de elever, der vil eksperimentere, og de elever, der har brug for at fordybe sig.
- Samtidig er vores mål, at vi med den nye skole i Hejnsvig skaber et stærkt samlingssted – både for skolen og for hele byen, hvor fællesskabet kan blomstre.
- Derfor er jeg rigtig glad for, at vi med Pluskontoret Arkitekter har fundet en totalrådgiver, som kender byen og skolen fra tidligere, siger Bjarne Larsen (V), udvalgsformand for Børne- og Familieudvalget i Billund Kommune.
Som totalrådgiver vil Pluskontoret stå for den overordnede koordinering og styring af projektarbejdet, så byggeriet af den nye Hejnsvig Skole kommer godt i mål.
Arkitektvirksomheden, som er baseret i Aarhus, kender både Hejnsvig og skolen aldeles godt, da virksomheden også var totalrådgiver i forbindelse med byggeriet af idrætshal og børnehave til Børne- og Ungeuniverset i Hejnsvig, der blev opført i 2015.
Pluskontoret Arkitekter har erfaring fra en lang række skole- og daginstitutionsbyggerier i hele landet, og projektansvarlig Britta Hjuler glæder sig over, at virksomheden har vundet udbuddet og ser frem til samarbejdet med Billund Kommune.
- Det har været forfriskende at se Billund Kommunes anderledes tilgang til opgaven på Hejnsvig Skole.
- De har taget afsæt i det stærke visionsgrundlag, som har den legende tilgang til læring i fokus og givet sig god tid til at udvikle en bygningsdisponering, der understøtter andre pædagogiske og didaktiske metoder i samarbejde med brugerne.
- Så det er et spændende projekt, som vi glæder os til at komme i gang med, siger hun.
Hun suppleres af arkitekt Daniel Kjær Olsen, der er sagsarkitekt og ass. projekteringsleder hos Pluskontoret Arkitekter.
- Jeg ser frem til at komme til Hejnsvig skole igen, efter at have ledet arbejdet med udarbejdelse af daginstitutionen og idrætshallen tilbage i 2013-2015.
- Det bliver spændende at færdigudvikle og projektere en ny tidssvarende skole og se den fungere i samspil med børnehaven og idrætshallen, siger Daniel Kjær Olsen.
I udvælgelsen er der særligt lagt vægt på, at tilbuddet fra Pluskontoret Arkitekter er økonomisk mest fordelagtigt i forhold til udbuddets kriterier.
-dc