Regan Vest og Lanternen vinder Årets Byggeri 2023 i kategorien 'Åben'Sådan så Regan Vest ud engang. Foto: Rasmus Hjortshøj.

Regan Vest og Lanternen vinder Årets Byggeri 2023 i kategorien 'Åben'

En tophemmelig atomsikker regeringsbunker dybt inde i Rold Skov og et Maritimt Center med plads til konkurrence, sjov og nysgerrighed er vinderne af Årets Byggeri 2023 i kategorien 'Åben'. Læs alt om dem og fem hædrende omtaler her

I december uddeles samfundsprisen Årets Byggeri i fire kategorier. Prisen blev uddelt for første gang i 1997 og dommerkomiteen består af repræsentanter fra branchens toneangivende organisationer i Danmark.

I kategorien Åben valgte dommerkomiteen i år to vindere og fem projekter, der fik hædrende omtale. Her er en kort præsentation.

Regan Vest - Vinder i kategorien Åben

Af Marie Larsen

Langt inde i Rold Skov står en af landets bedst bevarede civile koldkrigsbunkere. Regeringsanlægget Vestdanmark blev opført i al hemmelighed i årene 1963-1968, og bunkeren havde til formål at huse både regering og kongehus i tilfælde af en tredje verdenskrig.

Det har anlægget stået klar til i mere end fire årtier. Målet var at bevare det danske demokrati længst muligt i tilfælde af en tredje verdenskrig, og Regan Vest skulle på den måde tjene som det danske demokratis sidste bastion.

Blev bunkeren indtaget af fjenden, faldt Danmark.

Nu er det fredede anlæg, som i dag står komplet med alt originalt interiør, omdannet til museet, Regan Vest.

Det er et af de største museumsprojekter i Danmark i disse år, og siden 13. februar har museumsgæsterne kunnet se sig omkring i den hidtil tophemmelige atomsikre regeringsbunker.

Areal: 5500 m2
Arkitekt: Aart Architects, Thøgersen & Stouby, SLA
Bygherre: Ejendomsfonden Regan Vest
Entreprenør: Storentrepriser
Ingeniør: Niras
Foto: Rasmus Hjortshøj.

Se masser af billeder og læs dommerbetænkning og meget mere om Regan Vest her.

Esbjergs Maritime Center 'Lanternen' - Vinder i kategorien Åben

Af Marie Larsen

Esbjergs nye maritime center, der også bliver kaldt ’Lanternen’, sætter fællesskabet i fokus. Med plads til både vandsportsklubber, bådopbevaring, træningsfaciliteter, et stort værksted og sociale funktioner er Maritimt Center et nyt ankerpunkt for det maritime foreningsliv.

Byggeriets cirkulære, åbne design inviterer besøgende ind fra alle vinkler og skaber en tilgængelig og inkluderende bygning.

- Målet har været at skabe en unik destination, som lyser den danske vestkyst op, så alle kan finde vej til nye fællesskaber på havet, siger Thomas Kock, kreativ direktør i Werk Arkitekter.

Og det er lykkedes. Folk strømmer til, og rent arkitektonisk lyser den nye bygning varmt op her i Esbjerg Havn. Den rare runde træbygning er faktisk så visuelt appellerende, at den vil kunne få enhver sømand, som sejler forbi, til at kigge en ekstra gang. På den måde er navnet Lanternen helt velfortjent.

 

Areal: 3800 m2
Arkitekt: Werk Arkitekter og norske Snøhetta
Bygherre: Esbjerg Kommune
Entreprenør: Fagentrepriser
Ingeniør: OJ Rådgivende Ingeniører
Foto: wichmann+bendtsen photography

Se masser af billeder og læs dommerbetænkning og meget mere om Lanternen her.

Hædrende omtale: Boligværkstedet

Af Marie Larsen

Navnet ’BoligVærkstedet’ dækker over et bemærkelsesværdigt demonstrationsprojekt med fem åbne pavilloner og to prøveboliger i fuld skala.

Projektet viser, hvordan vi kan bygge boliger med et CO2-aftryk, der er tre gange lavere end den nuværende danske standard. Projektet kan rent faktisk fremvise et af de laveste bolig-CO2-aftryk i Danmark, og det viser, at vi ikke behøver at vente på fremtidens teknologi for at bygge mere bæredygtigt.

 

Arkitekt: Effekt Arkitekter
Bygherre: Velux Gruppen
Entreprenør: Enemærke & Petersen Entreprenører
Ingeniør: Artelia
Foto: Adam Mørk

Se masser af billeder og læs dommerbetænkning og meget mere om Boligværkstedet her.

Hædrende omtale: Enigma

Af Jan Pasternak

For beboere på Østerbro og besøgende i området har Østerbros gamle hovedpostkontor altid været et fikspunkt, der hvor flere gader mødes lettere kaotisk i pladsdannelsen Trianglen.

Den ganske monumentale nyklassicistiske bygning afslutter en række større palæejendomme, der ligger på Øster Allé overfor boligkvarteret Brumlebys små rækkehuse og mindre ejendomme og tæt på det store anlæg, som udgør Parken.

 

Areal: 6500 m2
Arkitekt: Zeso Architects / Over Byen Arkitekter
Bygherre: Jeudan Projekt & Service/ENIGMA
Entreprenør: Trørød Entreprise
Ingeniør: JL Engineering
Fotos: Nanna Reimers, Jeudan, Peter Zinck, Giovanni Emilio Gananello

Se masser af billeder og læs dommerbetænkning og meget mere om Enigma her.

Hædrende omtale: Feldballe Friskole

Af Marie Larsen

Udvidelsen af Feldballe Friskole i Rønde, er et af Henning Larsens mest ambitiøse projekter til dato. Bygningen, der er bygget til naturfagsundervisning for en generation af børn og unge, der vil blive voksne med klimakrisens konsekvenser, binder mere CO2, end den udleder.

Skoletilbygningen er bygget næsten udelukkende af biobaserede materialer, som binder CO2. Projektet er helt frit for giftige kemikalier, lige så brandsikkert, som havde det været bygget af konventionelle materialer, og tilbyder både effektiv isolering og et godt indeklima.

 

Areal: 250 m2
Arkitekt: Henning Larsen Architects
Bygherre: Feldballe Friskole
Entreprenør: Høgh & Sønberg
Ingeniør: Reeholm & Bredahl
Fotos: Rasmus Hjortshøj og Helene Høyer Mikkelsen 

Se masser af billeder og læs dommerbetænkning og meget mere om Feldballe Friskole her.

Hædrende omtale: Huset i Lundtoftegade

Af Jan Pasternak

Omdrejningspunktet for det nye hus i Lundtoftegade er café Lunden, som er en af de nye virksomheder, der er flyttet ind i det renoverede byggeri. Om sommeren er der også livlig aktivitet i områdets byhave.

Det er folkene bag de eksisterende virksomheder Nørrebrew og Minas Kaffebar, der driver stedet, som allerede er blevet et populært mødested for lokalbeboere, men også for besøgende udefra.

 

Areal: 1500 m2
Arkitekt: Ikke oplyst
Bygherre: AKB/KAB
Entreprenør: Villy Jønsson
Ingeniør: Ikke oplyst

Se masser af billeder og læs dommerbetænkning og meget mere om Huset i Lundtoftegade her.

Hædrende omtale: Tingbjerg

Af Marie Larsen

Tingbjerg er en bydel i København, der er bygget på grundlag af værdier som fællesskab og menneskers trivsel. Disse værdier er indlejret i bydelens arkitektoniske design, der blev udviklet i 1950'erne.

Ideen var at skabe et område med dyrkningshaver, grønne bakker og naborum, der ville give beboerne mulighed for at nyde naturen og samværet med andre. Smukt tænkt!

I dag er Tingbjerg rent fysisk midt i en interessant transformationsproces, der sigter mod at bevare og genoplive bydelens oprindelige værdier, samtidig med at Tingbjerg tilpasses nutidens krav og behov.

Bygherre: NREP, Københavns Kommune, fsb, SAB
Entreprenør: Danhaus/ Huscompagniet. Munk Havne og Anlæg
Landskab: SLA
Ingeniør: Niras
Foto: Rasmus Hjortshøj 

Se masser af billeder og læs dommerbetænkning og meget mere om Tingbjerg her.

15/12 2023