Regeringen: Grøn omstilling skal ske omkostningseffektivtEnergi-, forsynings- og klimamininster Lars Chr. Lilleholt (V) (Foto:www jeppebnielsen com)

Regeringen: Grøn omstilling skal ske omkostningseffektivt

Energiminister erklærer sig på mange områder enig med BAT-kartellet omkring energieffektivisering i bygninger


Af Dan Bjerring
Christiansborg

Som tidligere nævnt i BygTek har BAT-kartellets sekretariatschef Gunde Odgaard rettet henvendelse til energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt for at pege på nødvendigheden af energirenovering i bygninger som en del af den kommende energireform.

Ministeren har i en kommentar til henvendelsen blandt andet erklæret sig enig med BAT-kartellet i, at energibesparelser er ’vigtige i den grønne omstilling frem mod 2050’, og at omkostningerne og udfordringerne ved den grønne omstilling vil blive mindre, hvis energien udnyttes optimalt:

Også videre frem
- Derfor vil energieffektivitet også indgå som en brik i det samlede puslespil, som udgøres af energiudspillet. Energieffektiviseringer har været et væsentligt element i den danske energipolitik i flere årtier, og politikken på området har ydet et vigtigt bidrag til, at Danmark siden midten af 1970’erne har haft et nogenlunde konstant energiforbrug, samtidig med
at BNP er fordoblet, og at Danmark er blevet forgangsland inden for energieffektivisering, skriver Lars Chr. Lilleholt videre.

Han konstaterer, at energieffektivisering også skal være en del af den videre vej frem mod et Danmark, som er uafhængigt at fossile brændsler i 2050.

Omkostningseffektivt
Der er dog et ’men’, nemlig at regeringen ønsker, at den grønne omstilling sker på ’en omkostningseffektiv måde’:

- Udfordringen er derfor helt konkret at finde den rette balance mellem udbygning af vedvarende energi og fortsat energieffektivisering, lyder budskabet fra ministeren.

Gunde Odgaard har i henvendelsen præsenteret en række forslag, som ministeren kommenterer et for et.

Det gælder blandt andet et krav om, at energikrav til nybyggeri meldes ud 5 år før ikrafttræden.

Enig i BAT’s ambition
Energikrav til bygninger er fastsat i Bygningsreglementet, og Lars Chr. Lilleholt ’er principielt enig i ambitionen om, at energikrav til nybyggeri bør meldes ud i god tid’:

- Det giver branchen en mulighed for at tilpasse sig til fremtidens krav, herunder at udvikle de teknologier og produkter, som skal sikre, at energikravene bliver samfundsøkonomisk
optimale. Jeg forventer derfor også, at der fremadrettet skal være en tæt dialog med branchen om energikrav til nybyggeri, og at ændringer meldes ud i god tid, lyder det fra regeringens energiminister.

Uafhængig energispareindsats
BAT-kartellet ønsker også en energispareindsats, der skal gøres mere uafhængig, og her oplyser ministeren, at ser jeg det som en bunden opgave at få lavet en ny model:

- Det har høj prioritet hos mig at komme problemerne med den eksisterende ordning til livs, og der er behov for mere end småjusteringer. Overordnet set mener jeg, at ordningen skal
væk fra sit hvile-i-sig-selv-princip. Jeg lægger derfor vægt på, at den fremtidige energieffektiviseringsindsats, ud over at blive mere målrettet mod potentialerne, også bliver mere markedsorienteret. Omkostningseffektiviteten skal løftes, så vi får flest besparelser og mest grøn omstilling for pengene, er konklusionen.

Handlingsorienteret
BAT-kartellets sekretariatschef efterlyser desuden, at energimærkningsordningen skal styrkes og gøres handlingsorienteret, og her erkender ministeren da også, at der er plads til forbedring:

- Desværre har Energistyrelsens seneste kontrol af udstedte energimærker vist, at kvaliteten af de undersøgte mærker erfor dårlig. Jeg har derfor igangsat en proces med interessenter og brancheorganisationer, som skal munde ud i, at vi får ændret ordningen, så den bedre understøtter et transparent boligmarked, hvor energieffektivitet er prissat, og så den i højere
grad hjælper bygningsejerne med at gennemføre rentable energibesparelser. Jeg
er derfor enig i BAT-kartellets ønske om en styrket og mere handlingsorienteret
ordning og ser frem til at modtage interessenternes bidrag til en bedre ordning, skriver Lars Chr. Lilleholt.

Videncenter skal gøres permanent
Sidst, men ikke mindst, er der et ønske fra BAT-kartellet om, at Videncenter for energibesparelser i bygninger skal gøres permanent, og ministeren noterer, at der i byggebranchen er opbakning til videncentret.

- Jeg vil ikke på nuværende tidspunkt komme nærmere ind på, om den videre finansiering af centret vil indgå i den samlede fremtidige indsats for energieffektivisering i regeringens energiudspil. Men jeg er glad for den opbakning, der er til centrets arbejde hidtil, og mener, at det har en væsentlig opgave i at medvirke til at fremme energirenovering af bygninger i Danmark i dag, slutter Lars Chr. Lilleholt.

LÆS OGSÅ GUNDE ODGAARDS KOMMENTAR TIL MINISTEREN

14/3 2018