Rekord lav inflation har øget danskernes købekraft
Dansk Byggeris cheføkonom Bo Sandberg varsler lidt højere inflation forude, men stadig er der pæn reallønsfremgang til danskerne
Af Dan Bjerring
Christiansborg
De seneste tal fra Danmarks Statistiks viser, at inflationen for april landede på én procent, og det er et lille fald i forhold til årets første kvartal, hvor prisstigningerne landede på 1,2 procent.
Ifølge Dansk Byggeris cheføkonom Bo Sandberg har et af de faste holdepunkter ved valgperioden 2015-2019 været, at dansk økonomi har været begunstiget af rekordlav inflation.
- Eksempelvis var inflationen i 2015 og 2016 den laveste i 60 år. Og senest i 2018 var inflationen stadig så lav som 0,8 procent i gennemsnitlig årlig prisstigning, siger Dansk Byggeris cheføkonom.
Inflationen er overraskende lav
Den danske inflation er med én procent fortsat blandt de laveste i EU, men i den kommende valgperiode må der ifølge Bo Sandberg forventes en gradvis ’normalisering’ af inflationen, hvor man når op i omegnen af 1½ procent årlig prisstigning:
- I april er det især brændstof, flyrejser og husleje, der har hævet inflationen set i forhold til for et år siden, mens tøj og computere trækker modsat. Med tanke på, hvor langvarigt og modent det danske økonomiske opsving er, og med tanke på, at også lønningerne er steget i de seneste par år, ligger inflationen overraskende lavt – og der er stadig lang vej op til langsigtsgennemsnittet på to procent, som har været gældende siden den daværende statsminister Poul Schlüter indførte fastkurspolitikken i 1982, siger han.
Pæn fremgang i realløn
Med en lav inflation på én procent er der pæn fremgang i realløn og disponible indkomster. Selvom danskerne stadig har finanskrisen siddende i krop og pengepung og derfor sparer meget op, så er der for gennemsnitsdanskeren stadig cirka 600 kroner ekstra om måneden til privatforbrug i 2019 – set i forhold til inflationens ’langsigtsgennemsnit’:
- Det medvirker til at holde hånden under opsvinget på hjemmemarkedet, senest også yderligere understøttet af en ny lånekonverteringsbølge, slutter Bo Sandberg.