Rekordresultat på køkkenmarkedet
Nobia Denmark A/S, der står bag køkkenfirmaerne HTH, Invita og uno form, leverer igen i år rekordresultat og glæder sig over boligopsving, som kan mærkes
På Nobia Denmarks kontor i Ølgod er der tilfredshed med et resultat for regnskabet 2014, som lander på den anden side af 200 mio. kr. for den primære drift.
Forklaringen skal ifølge adm. direktør Lars Bay-Smidt findes i en nøje tilrettelagt strategi i forhold til innovation og effektivisering af produktion og detailleddet.
- Vores salg af køkkener på det danske marked steg med 6 procent i 2014, og det skyldes primært mere nybyggeri og flere huse og lejligheder, der bliver sat i stand. Væksten kom op i fart i andet halvår 2014, siger Lars Bay-Smidt, der er yderst tilfreds med årets resultat, som for den primære drift blev på 203 mio. kr., svarende en vækst med overskud på 13 mio. kr. i forhold til sidste år. Omsætningen gik fra 1,524 mio. kr. i 2013 til 1,560 mio. kr. i 2014. En overskudsgrad på 13 % er også rekord.
Danmark og nærmarkeder
Resultatet er det absolut bedste i firmaets historie, også bedre end i de glade år før finanskrisens indtog.
Nobia Denmark er lykkedes med at navigere gennem krisen og står nu stærkere end nogensinde, trods det at det samlede køkkenmarked faldt med 50 % fra 2007 til 2011.
Forretningen er skåret skarpt til gennem produktivitetsforbedringer og effektiviseringer i kombination med introduktion af innovative tiltag. Køkkenkoncernens overordnede strategi går ud på at styrke positionen på det danske marked, samtidig med at eksporten til nærmarkederne skal vokse.
Fremgangen i 2014 er opnået på trods af store tab på valutakurser på det norske og svenske marked. Valutakursudviklingen alene har påvirket resultatet negativt med mere end 30 mio. kr.
Andelen af omsætningen, som i 2014 var knyttet til eksport, som primært går til Sverige, Norge og Finland, var 45 % mod 47 % i 2013. Reguleret for valutaudsving var omsætningen på eksportmarkederne i 2014 på niveau med sidste år.
HTH i Nordtyskland
I tæt samarbejde med typehusfirmaet HusCompagniet gik HTH i 2014 ind i Tyskland – i den nordtyske by Neumünster. I et stort showroom kan de tyske kunder komme og se, hvordan de vil have huset indrettet, inkl. køkkenet.
- Det går rigtig godt med at vænne nordtyskerne til at købe et nordisk hus med et nordisk køkken. Vi ser store muligheder på det nordtyske marked, som ligger tæt på os og har en enorm byggeaktivitet samt en smag, der minder meget om den danske,”siger Lars Bay-Smidt.
Han glæder sig over, at HTH, Invita og uno form bliver produceret i Danmark og er blevet det siden 60’erne.
- Regnskabet viser, at det stadig kan lade sig gøre at producere i Danmark, hvis man virkelig har fokus på at arbejde effektivt og være innovativ. Det er en glæde – både for medarbejderne og de 70 % af danskerne, som siger, at det betyder noget, at deres køkken er dansk.
-cmn