Årets Arne 2023 er et udforskende, toneangivende og ærligt børnehus i GladsaxeBBP Arkitekter står bag Børnehuset, som er et af to børnehuse tegnestuen har opført i Gladsaxe i samarbejde med bl.a. Thing Brandt Landskab og Gladsaxe Kommune. Fotos: Jens Markus Lindhe.

Årets Arne 2023 er et udforskende, toneangivende og ærligt børnehus i Gladsaxe

Efter kritisk granskning af de fem nominerede værker blev Børnehuset Egedammen kåret som vinder af Årets Arne 2023, mens Havnens Hænder blev hædret med Lille Arne 2023 for landets første, biobaserede byggemarked på Refshaleøen

De fem værker, der i år var nomineret til Årets Arne, spændte lige fra et haveskur og landskabsprojekter til nyopførte huse. Men det var BBPs nyopførte, svanemærkede børnehus i Gladsaxe, der løb med prisen.

I sin motivation fremhævede juryen værket som værende udforskende og toneangivende:

- Årets Arne gives til den nysgerrige arkitektur og arkitekt, som tør gå foran, kan indtage nyt terræn og inspirere os andre arkitekter. Prisen går til et ærligt byggeri med skiftende rum og farver, som bliver begyndelsen på børnenes første oplevelse med arkitektur.

Partner og arkitekt MAA Ebbe Wæhrens fremhæver samarbejdet med bygherren og deres fælles ambition for børnehuset, som nøglen til det vellykkede projekt, der allerede er taget i brug af flere end 120 børn og 25 medarbejdere.

- Børnehuset er udviklet i en tæt dialog med bygherre og brugere fra Gladsaxe Kommune. Kommunens arkitekter er erfarne, skarpe og åbne for at gå nye veje, og det har givet en gensidig forståelse for projektet, der har motiveret os til at yde vores allerbedste, fortæller Ebbe Wæhrens.

Samtidig er han stolt af at modtage anerkendelse fra arkitektfaget og ikke mindst en jury bestående af unge arkitekter.

- Årets Arne er en af de mest ærefulde priser, man kan modtage. Det er en ren arkitekturpris – som ovenikøbet er givet af primært unge arkitekter. Desuden er det en ærlig pris, fordi den ikke har sponsorer eller andre interesser i bag sig. Det er stort, siger han.

Lille Arne til biobaserede byggematerialer
Initiativprisen Lille Arne 2023 gik til Havnens Hænder for deres biobaserede byggemarked på Refshaleøen, som udelukkende forhandler materialer. Projektet roses for at gå forrest i den grønne omstilling og udbrede tilgængeligheden til biobaserede materialer.

- Havnens Hænder bidrager til den grønne omstilling i byggeriet ved at udbrede tilgængeligheden til biobaserede materialer. Endvidere formidler vinderen viden om biobaserede byggematerialer og hvordan de skal bruges.

De tre partnere, Mikkel Damgaard Nielsen, Karl Nørgaard og Magnus Henrique, modtog Lille Arne til nytårskuren, og de lovede at fortsætte deres videndeling og gode samarbejde med den danske arkitekt- og byggebranche.

- Vores håb er, at prisen kan sætte endnu mere fokus på udbredelsen af viden om brugen af materialer, der er sunde for mennesker og miljø. Prisen vil forhåbentlig styrke et allerede meget tæt forhold mellem Havnens Hænder og landets arkitekter, som jo er dem, der skal drive en stor del af den her udvikling.

De tre partnere, Mikkel Damgaard Nielsen, Karl Nørgaard og Magnus Henrique har stiftet Havnens Hænder og driver byggemarkedet sammen. Foto: Havnens Hænder.

- Det er fra jer ideerne kommer, og det er her planerne lægges, og det er i samarbejdet mellem alle parter i byggeriet, at løsningerne skal findes. Vi vil fortsætte med at dele viden, udvikle løsninger og skabe projekter indenfor det bæredygtige byggeri i 2023, nu med en Lille Arne under armen, siger de tre vindere.

-dc

2/2 2023