Rødt hitter på boligmarkedet
En landsdækkende undersøgelse blandt RealMæglerne og BoligOne viser, at en murermestervilla med rødt tegltag fortsat er blandt danskernes favoritter
Den klassiske murermestervilla kendes ved det røde tegltag med høj rejsning og facader af røde teglsten, typisk med hvidmalede dannebrogsvinduer. Derfor er det også en klassiker for mange boligkøbere.
Tegltag og mursten er kendt for at være gode robuste materialer, der er med til at holde vedligeholdelsesomkostningerne nede. Husene holder værdien og er derfor også lettere at gensælge, mener man blandt landets ejendomsmæglere, herunder RealMæglerne og BoligOne.
Månederne april til juli er den tid på året, hvor det blæser mindst, og derfor også de måneder boligejerne benytter til tagudskiftning. Det har man erfaring for i Kalk- og Teglværksforeningen, hvor direktør Tommy Bisgaard fortæller, at planlægningen af tagrenoveringer så småt er i gang landet over:
- Mange boligejere vælger ofte f.eks. tagpap eller ståltag uden overhovedet at undersøge, hvad det koster at få den optimale løsning i form af et ægte tegltag. Ser man på prisen for at lægge f.eks. 200 m2 tagflade, koster et tegltag nogenlunde det samme som et tag med tagpap, idet man normalt også får en længere levetid af taget og en højere pris ved et senere salg af huset, siger Tommy Bisgaard.
-cmn