Så kan der igen søges om tilskud til afkobling fra naturgas
Der er i år afsat 100 millioner til puljen, som åbner hvert år i januar frem til 2026 og administreres af Evida
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Fra torsdag den 18. januar klokken 10 kan private husholdninger og udlejere, der ønsker at skifte til en anden varmekilde, blive afkoblet gassystemet uden at skulle betale et gebyr.
Åbningen af Afkoblingspuljen er en oplagt mulighed for at gøre som mange andre danskere, nemlig at investere i en varmepumpe.
Løsningen er ikke kun bedre for klimaet, der er også penge at spare ved at skifte gasfyret ud med eksempelvis en varmepumpe. Ifølge Bolius koster det 9.416 kroner om året at opvarme et 130 kvadratmeter stort gennemsnitligt parcelhus med en luft til vand-varmepumpe. Til sammenligning koster det 16.510 kroner at opvarme huset med gasfyr.
Skal afmelde gasforsyning hos Evida
Hvis man som gaskunde vil have del i afkoblingspuljen, skal man afmelde sin gasforsyning hos Evida, når puljen er åben.
Man kan få del i puljen, hvis der er et årligt gasforbrug - i seneste aflæsningsår - på mellem 100 - og 6.000 kubikmeter. Desuden må der ikke være et eller flere CVR-numre registreret på adressen, som i løbet af de seneste regnskabsår har modtaget ’de minimis-støtte’ på mere end 1.500.000 kroner.
Venteværelse fra klokken 8
Allerede klokken. 8 åbner et venteværelse på Evidas hjemmeside, som der kan logges på. Når klokken slår 10, bliver de ventende fordelt i en kø i tilfældig rækkefølge. Kunder, som opfylder kriterierne og kommer til, når der stadig er penge i puljen, får med det samme besked om, at de bliver afkoblet gassystemet uden gebyr.
Kunder, der ikke opfylder kriterierne, eller som kommer til, når puljen er tom, får besked om det. De kan derefter vælge selv at betale gebyret og gennemføre afkoblingen eller at afbryde anmodningen om afkobling.
Logges der ind på Evidas hjemmeside efter klokken 10, får man en plads bag i køen.
Man kan altså kun få betalt for at blive afkoblet, hvis man søger om afkoblingen, mens puljen er åben, og hvis der stadig er penge i den, når der søges.