Saint-Gobain ansætter religionssociolog for at booste salget
Ansættelsen sker i forlængelse af et talentudviklingsprogram, hvor fire ledige akademikere i fællesskab skulle løse en opgave hos Saint-Gobain – uden forudgående kendskab til byggebranchen
Helene Kofoed-Pihl, nyuddannet Cand.mag i religionsvidenskab og samfundsfag, er pr. 1 november blevet ansat som marketingkoordinator efter et talentforløb hos Saint-Gobain. Ud over at arbejde med markedsføring af byggematerialer og bæredygtige løsninger til byggeriet, skal hun stå for koordinering af uddannelser og partnerskaber.
Ansættelsen sker i forlængelse af et talentudviklingsprogram, hvor fire ledige akademikere i fællesskab skulle løse en opgave hos Saint-Gobain – uden forudgående kendskab til byggebranchen. Det gik så godt, at Helene Kofoed-Pihl nu er blevet fast ansat, mens to af de øvrige deltagere har fået fast job hos andre virksomheder.
Det var talentudviklingsprogrammet Lead the Talent, som banede vejen for Helene Kofoed-Pihls entré i byggebranchen. Lead the Talent kobler i tæt samarbejde med a-kasser og jobcentre ledige akademikere med virksomheder i deres lokalområde for at styrke deres netværk og muligheder på jobmarkedet. Ofte med utraditionelle eller skæve match mellem jobsøgende og virksomhed, og det var også tilfældet, da Saint-Gobain sammensatte en gruppe på fire ledige akademikere fra Trekantområdet.
Havde mange brugbare redskaber i forvejen
Ingen af de fire have tidligere arbejdet med byggebranchen, men for Helene Kofoed-Pihls vedkommende virkede det hurtigt som et helt naturligt sted at slå sine karrieremæssige folder.
- Som studerende på en humanistisk universitetsuddannelse havde jeg langt fra forestillet mig en karriere i byggebranchen. Jeg fik dog hurtigt brug for mange af de redskaber, jeg havde med i min faglige og akademiske rygsæk - samtidig med, at jeg har fået en masse gode kolleger og hele tiden lærer en masse nyt om eksempelvis markedsføring, fortæller Helene Kofoed-Pihl og fortsætter:
- Min baggrund i religionsvidenskab og samfundsfag gør, at jeg hurtigt kan sætte mig ind i nyt og komplekst materiale. Uddannelsen er i virkeligheden så bred, at jeg i mit nye job kan inddrage både sociologien, psykologien, fænomenologien i forhold til at analysere målgruppernes fortællinger, ritualer og adfærd. Og sætte det ind i en samfundsmæssig kontekst med de bredere tendenser, der også er med til at påvirke vores adfærd. Som ansat i en stor koncern har jeg plads til både at holde fast i min baggrund som religionssociolog og bygge ny viden på fra byggebranchen, og de to verdener har været overraskende nemme at forene, siger Helene Kofoed-Pihl.
Glad og stolt
Hos Saint-Gobain er projektleder på Lead the Talent-forløbet og Marketing Communication Manager Marit Petersen glad og stolt over, at talent-programmet førte til jobs for tre ud af fire deltagere og til et fast samarbejde med Helene Kofoed-Pihl.
- Det har været en øjenåbner at ansætte en akademiker fra et felt, der ligger langt fra byggebranchen, og som kommer med nogle utraditionelle redskaber til at komme tættere på vores målgrupper. Samtidigt har Lead the Talent-forløbet passet godt til vores mål om at være en socialt bæredygtig virksomhed, og jeg er glad for, at talentforløbet fik så positivt et udfald, siger Marit Petersen.
-dc