Saint-Gobain Distribution Denmark leverede flot i 'hæsblæsende' 2021
2021 var udfordrende, men Saint-Gobain Distribution Denmark er alligevel kommet flot igennem og præsenterer et regnskab, der viser, at selskabet er lykkes med at navigere i en foranderlig samfundssituation efter endnu et anderledes år
Positivt på både top- og bundlinje. Det er resultatet for 2021 for Saint-Gobain Distribution Denmark, der blandt andet står bag landets største grossist på vvs og vand og kloak, Brødrene Dahl, præsenterer regnskabet for 2021 med positive resultater på top- og bundlinjen. Med endnu et år præget af Corona-nedlukning har mange benyttet lejligheden til at bygge om og renovere, hvilket er en medvirkende årsag til det stærke regnskab fra Saint-Gobain Distribution Denmark.
Selskabet nåede i 2021 en omsætning på 4,74 milliarder kroner svarende til en vækst på 10 pct. i forhold til 2020, hvor omsætningen var 4,3 milliarder kroner. På bundlinjen er resultatet 202 millioner kroner før skat.
- Vi er meget tilfredse med årets resultat, der vidner om endnu et hæsblæsende år, som kan mærkes i stort set alle brancher. Selvom året har budt på udfordringer med Corona og forsyningskrise, er det lykkedes os at holde gang i forretningen. Det skyldes ikke mindst en stor lokal indsats for at imødekomme den øgede aktivitet i byggeriet, siger Charlotte Skjold Pedersen, CFO i Saint-Gobain Distribution Denmark.
Fremtiden er uvis
Fleksibilitet og agilitet i virksomheden har været udslagsgivende for årets resultater hos Saint-Gobain Distribution Denmark og er ifølge Charlotte Skjold Pedersen afgørende for fremtiden, som i høj grad afhænger af den geopolitiske situation og ændrede forbrugerforhold.
- Hvordan fremtiden ser ud afhænger af udviklingen af de nuværende geopolitiske forhold og generelt stigende priser på materialer og energi. Samtidig har folk i høj grad fået udført de byggeprojekter, der er i og omkring hjemmet under Corona, og det kan vise sig at påvirke mængden af gør-det-selv-projekter fremadrettet, siger Charlotte Skjold Pedersen. Hun fortsætter:
- Uvisheden kræver, at vi forbliver agile og omstillingsparate, så vi hele tiden kan supportere håndværkerne bedst muligt. Det er vi lykkes med i 2021, og jeg har stor tiltro til både medarbejdere og ledere i hele koncernen, at vi kan overkomme de udfordringer, den næste tid må bringe.
-dc