Sidste udsalg i Odense C
De sidste Thomas B. Thriges Gade grunde i Odense sættes til salg. De tre sydlige byggefelter sælges samlet i et begrænset udbud, som foregår i to etaper
Fra Gade til By udbyder nu de sidste byggefelter i Odenses store byomdannelsesprojekt, hvor der indtil 2020 bygges en ny, bilfri bydel med boliger, erhverv, kultur og underjordisk parkering.
Grundene ligger alle i den sydlige del af projektområdet, helt centralt placeret med Odense Rådhus, domkirken og gågade-netværket som nærmeste naboer.
De tre sydlige byggefelter sælges samlet i et begrænset udbud, som foregår i to etaper. Først skal de mulige investorer igennem en prækvalifikationsrunde. Her vil Fra Gade til By foretage en vurdering af ansøgernes økonomiske og tekniske kapacitet. Op til tre investorer kan blive prækvalificeret til at afgive købstilbud.
Købsaftale medio 2016
De prækvalificerede investorer skal efterfølgende konkurrere på pris, projektetkvalitet, organisering, proces og tidsplan
Tildelingen af købsaftalen sker som en samlet vurdering af alle kriterier. Grundene udbydes til en mindstepris på 3.500 kr. (ekskl. moms) per m2 boligareal, 2.900 kr. (ekskl. moms) per m2 erhvervsareal og 6.900 kr. (ekskl. moms) per m2 detailhandelsareal. Prækvalifikationsperioden er netop startet og ansøgning om prækvalifikation skal være modtaget senest mandag den 14. december 2015, kl. 12.00
Hvem der prækvalificeres, offentliggøres i starten af det nye år. Herefter går arbejdet i gang med at udvælge den endelige vinder af udbuddet. Det forventes, at der indgås købsaftale med den vindende byder i sommeren 2016.
En vigtig milepæl
- Der er tale om et historisk stort udbud i Odense og vi er ude i en stor skala både økonomisk og projektmæssigt. På baggrund af vores forudgående undersøgelse af markedet og grundenes attraktive placering forventer vi nogle få gode bud, så vi kan finde den helt rigtige investor og kommende bygherre, siger projektchef i Parnerskabet bag Fra Gade til By, Svend Heegaard .
Han forventer, at salget af de tre grunde forventes at indbringe Odense Kommune og en samlet indtægt på ca. 104 mio. kr. Borgmester i Odense, Anker Boye, glæder sig over, at de sidste byggefelter i projektet nu sættes til salg:
- Vi er nået til endnu en vigtig milepæl i denne historiske byomdannelse, som skal realisere byrådets og vores samarbejdspartners vision om at genskabe en tæt og sammenhængende bymidte i Odense. Jeg glæder mig til at se, hvilke spændende projekter investorerne vil byde ind med, siger borgmesteren.
Genudbud af hotelgrund
I samme ombæring genudbydes et byggefelt i den nordlige del af projektområdet. Det nordlige byggefelt udbydes til salg med betingelse om, at der skal bygges et hotel på grundene.
Fristen for at byde på den nordlige grund er mandag den 14. december 2015, kl. 12.00.De indkomne bud vil blive vurderet med hensyn til pris, kvalitet samt arkitektur og der vil være særligt fokus på, at hotellet funktionsmæssigt og arkitektonisk kommer til at passe ind i den nye bydel.
Vinderen forventes udpeget inden jul. Herefter skal projektet viderebearbejde i tæt samarbejde med Projektsekretariatet.
-cmn