Sikrer arbejdet med ny rygsækFor at øge sikkerheden har Platform.as lavet en specialrygsæk, der indeholder alt sikkerhedsudstyr, som montørerne har på sig, når de arbejder.

Sikrer arbejdet med ny rygsæk

Med DRA-certificeringen er Platform.as begyndt at tænke anderledes og er nu kommer op med en rygsæk, der øger medarbejdernes sikkerhed

Den nye DRA-certificering er med til at synliggøre, hvad der sker på byggepladserne, og hvor der skal sættes ind, så arbejdsulykkerne forebygges bedre. De DRA-certificerede virksomheder arbejder med løbende forbedringer og har bl.a. pligt til at behandle nærved-ulykker, der skal rapporteres i afvigelsesrapporter, som FORCE Technology efterfølgende behandler.
Som den første DRA-certifiserede platformudlejer har Platform.as erfaringer med det konkrete fokus på sikkerhed og nærved-ulykker. I virksomheden har man opsat en opslagstavle, hvor montørerne kan udfylde en formular, hvis de har oplevet problemer med sikkerheden.

- Hver 14. dag gennemgår vi i fællesskab de nærved-ulykker, som er blevet registreret på tavlen. Det kan både være store og små ting. Der har f.eks. været meget glat på grund af frostvejret på pladsen, og derfor har vi lavet en aftale om, at en fast person skal salte pladsen hver morgen, inden arbejdet påbegyndes. For os handler det om at få tingene bragt frem i lyset og finde måder at løse dem, så vi kan forbedre sikkerheden løbende, siger direktør Casper Knudsen, Platform.as.

Øger bevidstheden
For nogle par uger siden skulle virksomheden sætte en platform op, men arbejdet blev forhindret, fordi en medarbejder fra en anden virksomhed var faldet ned fra et stillads.

- Der er mange i branchen, som ikke har det rette udstyr og faldsikring på. Det opleves måske som klodset at slæbe rundt på og får ofte lov til at blive nede i bilen. Et af ønskerne fra vores montører har været at gøre det nemmere at tage sikkerhedsudstyret med rundt. Derfor har vi lavet en specialrygsæk, der indeholder alt deres sikkerhedsudstyr, som de altid har på sig, når de arbejder. På den måde er det nemt for montørerne at tage sele på, indtil monteringen af platformen er sikret, fortæller Casper Knudsen.

- Med DRA er vi begyndt at tænke anderledes. Det er vigtigt at opdage problemerne, inden de udvikler sig uheldigt. DRA har helt klart givet os en øget bevidsthed om sikkerhed, og hvordan vi forbedrer den løbende, tilføjer han.

- kj

13/3 2014