Skole får Diamant-certificering 118 år efter opførsel
Skolen på Duevej på Frederiksberg blev opført i begyndelsen af det 20. århundrede, og efter en gennemgribende ombygning i 2017 er den nu blevet hædret med DGNB Diamant-certificeringen
Da arkitekt Valdemar Schmidt i 1903 – længe før DGNB-certificeringer og bæredygtighedskrav – tegnede Skolen på Duevej på Frederiksberg, vidste han næppe, at selvsamme skole over 100 år efter vil stå som et pionerprojekt for moderne skolebyggeri. Ikke desto mindre blev det tilfældet.
Efter en gennemgribende ombygning i 2017 er skolen nemlig blevet hædret med én af de højeste udmærkelser for arkitektonisk kvalitet – nemlig DGNB Diamant-certificeringen. Denne gang var det dog ikke Valdemar Schmidt, men AART architects og Nordic Office of Architecture, der stod ved roret. Og arkitektvirksomhederne havde fra projektets start høje ambitioner for samspillet mellem arkitektur og bæredygtighed:
- I fællesskab med Frederiksberg Kommune har vi haft en ambition om at skabe et skolebyggeri, hvor vi fik maksimal effekt ud af at kombinere en bæredygtig dagsorden med nye, inspirerende og sunde læringsmiljøer. Derfor foreslog vi en udvidelse med sin egen karakter og dagsorden baseret på bæredygtige materialer, fleksible lokaler, få udgifter til vedligeholdelse og inspirerende arkitektur i harmoni med sine omgivelser, fortæller arkitekt og partner hos AART architects Mads Nygaard.
Materialer med referencer til lokalområdet
For AART architects var det vigtigt, at udvidelsen passede ind i Frederiksbergs villabebyggelser og de materialer, der findes i området.
Derfor er skolen blandt andet beklædt med Cembrit-facadepladen Natur HD, som sidder under et dække af trælameller i cedertræ:
- Vi ønskede at skabe en skole, der fremstår mere åben og udadvendt i sit udtryk, og som relaterer sig til sit nærmiljø i skala og udformning. Cedertræsfacaden er vigtig for at give byggeriet sin taktile kvalitet og imødekommende udtryk. På grund af træets lange levetid og lave driftsomkostninger er valget desuden positivt for byggeriets totaløkonomi. Som bagvedliggende beklædning var Cembrit-facadepladen et naturligt valg for os, fordi den æstetisk harmonerer godt med den åbne træbeklædning, mens den funktionelt imødekommer brandkrav og isoleringsevne, forklarer Mads Nygaard.
Hos byggematerialeproducenten Cembrit, der har leveret både facadepladen Natur HD og vindspærrepladen Windstopper Basic, glæder man sig over at være involveret i projektet.
- Som byggematerialeleverandør er vi selvsagt glade, når vores materialer indgår i ambitiøse projekter. Skolen på Duevej er et foregangsprojekt, der har vist, at det på den lange bane kan betale sig at tænke bæredygtighed hele vejen rundt, startende med materialevalget. Noget som forhåbentlig kan inspirere og trække branchens aktører i samme retning, lyder det fra salgschef i projektafdelingen i Cembrit, Brian Bjellum.
Har gjort det lettere at vælge bæredygtigt
Som led i arbejdet med at opnå DGNB-certificeringen har der i projektet været sat store krav til materialevalget. Og det er godt nyt, for certificeringer gør det helt naturligt at vælge mere bæredygtige byggematerialer:
- Bygherres ambitiøse krav til DGNB-certificeringen har været en motiverende faktor for os. Kravene betyder, at vi har foretaget materialevalget på et informeret grundlag og dermed struktureret vores bæredygtighedsarbejde med skolen. Ved at anvende værktøjer til livscyklusanalyser og totaløkonomi har vi tidligt kunne vurdere, hvordan vores arkitektoniske intentioner vil blive honoreret i DGNB-paradigmet. Og på den måde har DGNB gjort det lettere at introducere bæredygtige materialer og løsninger i projektet i et holistisk perspektiv, siger Mads Nygaard slutteligt.
Udvidelsen af Skolen på Duevej stod færdig i 2017. Byggeriet blev i 2019 officielt anerkendt af Frederiksberg Kommune som særligt vellykket byggeri. Dog uden at modtage Bygningspræmieringen, da skolen er kommunens egen.
Skolen på Duevej:
- Bygherrer: Frederiksberg Kommune
- Hovedentreprenør: Elindco
- Ingeniører Orbicon
- Arkitekt: AART Architects og Nordic Office of Architecture
- Landskabsarkitekt: MASU Planning
- Opførelse: 2017
- Certificering: DGNB Guld og DGNB Diamant
- Leverandør af facadeplader og vindspærreplader: Cembrit A/S
- Leverance: Facadepladen Natur HD og vindspærren Cembrit Windstopper Basic
-dc