'Spottet' skal give mere tilbage, end det tager
Et pionerprojekt om fremtidens bæredygtige byggeri og arealomlægning med 40 boliger, fælles kontorfaciliteter, værksteder og et stort samlingsrum skal fremme grøn teknologi og byggeri
'Spottet' skal danne rammen om et regenerativt miljø med 40 boliger til studerende, forskere og international arbejdskraft. Boligerne placeres i de øverste etager, mens stueetagen bliver samlingspunkt for nye fællesskaber på tværs af beboere, borgere, foreninger og erhvervslivet på Skiveegnen.
Målet med projektet er at skabe en ny form for bæredygtig byudvikling, hvor innovation og fællesskab går hånd i hånd.
- Med Spottet skaber vi et miljø og en bygning, der giver mere tilbage, end den tager, og hvor der er plads til, at nye fællesskaber etableres og samles på tværs af erhverv, fagligheder og interesser.
- Vi bygger et dynamisk sted, hvor viden, kreativitet og engagement smelter sammen. Her udvikler vi i fællesskab løsninger, der skaber værdi for både mennesker og samfund, siger Lars Fjalland, bestyrelsesformand i Foreningen Spottet, om tankerne bag projektet.
Et bofællesskab og fire innovationer
Det er Swecos arkitekter og ingeniører, der har tegnet og udviklet bygningen til Spottet.
Navnet er Almanakken; Swecos bud på fremtidens bofællesskab, hvor bæredygtigt byggeri og arealforvaltning er integreret. Udover Almanakken bidrager Sweco gennem sit visionsprojekt for bæredygtighed, Det Planetære Projekt med fire innovationer i udviklingen af Spottet:
1. En planetær lokalplan: Udvikling af en målbar lokalplansmodel bygget op omkring de planetære grænser og doughnutøkonomien.
2: En planetær byggeskik: Udvikling af en byggeskik, der tager afsæt i waste-to-x teknologier og brug af biogene materialer fra Skiveegnen.
3: En planetær arealforvaltning: Udvikling af projektområdet som demonstrationsprojekt, hvor Danmarks fremtidige arealmuligheder vises til inspiration for egnen og resten af Danmark.
4: Et planetært årshjul: Udvikling af Spottets fællesskab, hvor egnens mange aktører; kommunen, borgere, uddannelse, foreninger og virksomheder kan mødes omkring den grønne omstilling.
- Skive er en af Danmarks mest modige og visionære kommuner inden for den grønne omstilling. Så det er helt oplagt, at det er i Skive, at man udvikler og skaber Spottet som omdrejningspunkt og egnshus for innovation og regenerativt byggeri.
- Jeg ser det som et forbilledligt og ansvarsfuldt projekt, hvor man udfordrer byudviklingens vanetænkning ved aktivt at bruge de planetære grænser som målestok.
- Projektet flugter med de ambitioner, vi arbejder med i Det Planetære Projekt, siger Karl-Martin Buch Frederiksen, innovationschef og leder af Det Planetære Projekt i Sweco.
Et projekt med lokal og national betydning
Spottet har ambitioner om at blive en open source-model for fremtidens bæredygtige samfund.
Udover Sweco samarbejder Spottet med DTU og GreenLab Skive om at udvikle projektet til en skabelon for regenerativt byggeri og arealforvaltning, der kan inspirere andre byer i Danmark og i udlandet.
- Med Spottet får vi et fyrtårnsprojekt, der viser, hvordan Skive flytter sig som foregangskommune inden for grøn omstilling.
- Vi kombinerer stærke lokale kræfter med national og international ekspertise for at skabe et miljø, der tiltrækker kompetencer og nye samarbejder, siger Peder Christian Kirkegaard (V), borgmester i Skive Kommune.
Partnerskab og finansiering
Projektet har støtte fra Skive Kommune, GreenLab Skive, Det Planetære Projekt og DTU.
I øjeblikket arbejder Spottet på at sikre finansiering via fondsmidler, så projektet kan realiseres fuldt ud.
Målet er at have de nødvendige midler på plads i løbet af 2025, så Spottet kan begynde sin fysiske opførelse i 2026. Denne finansieringsproces involverer tæt dialog med fonde og offentlige myndigheder, der ønsker at bidrage til en bæredygtig fremtid.
Det Planetære Projekt er et visionært viden- og visionslaboratorium initieret af Sweco. Projektet arbejder med bæredygtig arealforvaltning og regenerativ byggeskik, hvor cirkulære ressourcer og biodiversitet spiller en central rolle.
-dc