Særskat på virksomheder stiger for første gang i syv år- Det er tydeligt, at virksomhederne må betale dyrt for at ligge i eller tæt på de større byer, siger erhvervspolitisk direktør Torben Liborius, Dansk Byggeri.(foto:Ricky John Molloy)

Særskat på virksomheder stiger for første gang i syv år

For første gang i syv år hæver kommunerne den særlige skat på virksomheder, kaldet dækningsafgiften. Det overrasker Dansk Byggeri, der ønsker den afskaffet

Det er frivilligt, om kommunerne vil opkræve dækningsafgiften, der er en særlig skat på virksomhedernes bygninger. 39 kommuner har valgt at opkræve den i år, og i de kommuner kommer virksomhederne til at betale 2,3 milliarder kr. tilsammen i år. Det er 41 millioner kr. mere end sidste år.

- Det kommer bag på os, at beløbet er steget, efter at det er faldet støt siden 2011. Dækningsafgiften rammer skævt. Og ser man på, hvor den opkræves, er det tydeligt, at virksomhederne må betale dyrt for at ligge i eller tæt på de større byer, siger erhvervspolitisk direktør Torben Liborius, Dansk Byggeri.

Østdanmark hårdest ramt
Det er først og fremmest virksomheder i kommuner øst for Storebælt, der skal betale dækningsafgift. Samtlige kommuner i Hovedstadsområdet på nær Gribskov og Frederikssund opkræver afgiften. Og i otte kommuner opkræves den højst tilladte afgift på 10 promille af ejendommens værdi. Samlet set skal virksomhederne i Hovedstadsområdet af med mere end to tredjedel af de penge, der bliver opkrævet i hele landet, nemlig 1,6 milliarder kroner svarende til 69 procent af det samlede provenu.

- Jeg håber, at 2018 er en enlig svale, så vi næste år kan fortsætte den positive udvikling. Men desværre tyder noget på, at det kan gå den helt forkerte vej i de kommende år, når de nye ejendomsvurderinger træder i kraft. Dækningsafgiften er nemlig ikke omfatter af den rabat, som er aftalt i forbindelse med overgangen til de nye ejendomsvurderinger, siger erhvervspolitisk direktør Torben Liborius, Dansk Byggeri.

Andre og mere end halvdelen af landets kommuner, 59 i alt, vælger i år helt at lade helt være med at opkræve dækningsafgift, mens 11 har sat den lidt ned.

-jhn

4/4 2018