Stark fortsætter europæisk togtOpkøbet i Østrig er Starks første uden for Norden og Tyskland. Opkøbet er betinget af myndighedsgodkendelser. Parterne oplyser ikke de økonomiske og juridiske detaljer i transaktionen.

Stark fortsætter europæisk togt

Efter at have udvidet forretningen i Sverige og Tyskland er turen kommet til det østrigske marked, hvor Stark har investeret i Dach & Wand Handels, der har en omsætning på mere end en milliard kroner om året

Året er kun syv uger gammelt, men det er allerede tredje gang i 2022, at Stark kan annoncere en ny, europæisk erobring. Tidligere var det i Norge og Tyskland, og nu har Stark underskrevet en aftale om køb af Dach & Wand fra den schweiziske byggevareproducent Swisspearl Group, der er førende inden for high-end, bæredygtige tag- og facadematerialer.

Med en årlig omsætning på mere end en milliard kroner er Dach & Wand blandt Østrigs førende virksomheder inden for salg og distribution af tunge byggematerialer til professionelle håndværkere.

Dach & Wand har syv forretninger i Østrigs største byer og betjener flere end 3200 professionelle håndværkere.

Som i Skandinavien
Adm. direktør for Stark Group Søren P. Olesen siger:

- I byggebranchen har Østrig mange af de kvaliteter, som vi kender fra Norden. Østrigske håndværkere er veluddannede og sætter kvalitet højt. Det er de kunder, vi er bedst til at betjene. Det er samtidig et ukonsolideret marked med 9 mio. indbyggere, hvilket gør det større end Danmark og mindre end Sverige, hvor vi i dag har nogle af vores førende virksomheder.

- Jeg er glad for at byde 150 nye medarbejdere velkommen. Det er et stærkt hold med specialistviden og stærke relationer til de professionelle håndværkere. Det er det hold, som skal drive virksomheden videre i samarbejde med vores tyske tag- og facadeforretning, Melle Gallhöfer.

-dc

 

17/2 2022