Stor lyst til at klimaoptimere boligen
Kun 3,6 % af danskerne er ligeglade med, om deres husstand kommer til at reducere klimaaftrykket, mens 70 % synes, det har betydning
I en ny spørgeskemaundersøgelse, som analysebureaet Epinion har lavet for ejendomsmæglerkæden Estate, svarer 70 % af danskerne, at det enten er helt afgørende, meget vigtigt eller vigtigt, at deres husstand kommer til at reducere deres klimaaftryk. For kun 3,6 % er spørgsmålet slet ikke vigtigt.
- Viljen til at bidrage fejler heldigvis ikke noget, og vi ved, at vores boliger rummer betydelige reduktionspotentialer. Men der kan stadig være langt fra de gode intentioner til rent faktisk at omsætte dem til tiltag, der gør vores boliger grønnere. De fleste vil stadig vælge at få lavet et nyt køkken frem for at efterisolere loftet, siger Thomas Hovgaard, der er presseansvarlig i Estate.
Han mener, at incitamenter, der kan tilskynde private boligejere til at klimaoptimere deres boliger, bør skabes.
- Mange boligejere vil typisk investere i deres bolig med forventningen om, at investeringen er økonomisk bæredygtigt, og her er der nok brug for enten massiv nudging eller særlige finansieringsvilkår, hvis vi skal for alvor skal rykke på klimadagsordenen i den private boligmasse, siger Thomas Hovgaard.
Selvom der er kommet en højere klimabevidsthed på boligmarkedet, fylder klima stadig ikke meget i forbindelse med køb og salg af boliger.
- Det er stadig beliggenhed, byggestil, plads, stand og pris, der er drivere på boligmarkedet. Men med ca. 100.000 bolighandler om året i øjeblikket er der et enormt potentiale for at sætte klima på dagsordenen, og med en relativ høj interesse og vilje til at nedbringe husstandenes udledninger, er der et åbent vindue nu, siger Thomas Hovgaard.
-dc