Stor varmepumpeproducent får dansk direktør i nordisk afdelingVaillant er en af Europas førende producenter inden for innovativ opvarmnings- og varmtvandsproduktion. Foto: Vaillant.

Stor varmepumpeproducent får dansk direktør i nordisk afdeling

Vaillant Group har netop udpeget en ny administrerende direktør, der skal stå i spidsen for virksomhedens aktiviteter i Norden. Valget faldt på danske Per Stryhn, som indtil nu har været servicedirektør i virksomheden

Per Stryhn har i løbet af sin professionelle karriere haft ledende stillinger i flere multinationale og højteknologiske virksomheder. Han har blandt andet arbejdet otte år som servicedirektør og servicechef i Siemens, tre år i samme rolle hos Coromatic A/S og godt syv år som afdelingsleder hos Siemens Technology Services.

- Jeg har næsten udelukkende arbejdet med at etablere, udvikle og sælge ydelser og koncepter inden for serviceområdet. Jeg kan godt lide at gennemføre ændringer, der er nødvendige for at udvikle virksomheden og dens medarbejdere, for at skabe en stærkere markedsposition, siger Per Stryhn.

For godt halvandet år siden begyndte han i Vaillant som servicedirektør. Nu tager han endnu et skridt, og efterfølger Christian Sieg som administrerende direktør for virksomhedens aktiviteter i Norden.

- Vi har en meget spændende tid foran os. Vi leverer produkter af højeste kvalitet, har et komplet serviceudbud og markedets længste erfaring. Nu skal vi bare blive endnu skarpere på hvert område. 

Ønsker at vokse hurtigt i Sverige og Finland
Per Stryhn ser nu frem til at vokse i hele Norden, selvom kendskabet til brandet varierer meget landene imellem. I Danmark og Norge har Vaillant været veletableret i mange år, og er blandt de førende i branchen, mens brandet er næsten ukendt i både Sverige og Finland.

- Vi ser hvert marked som unikt og har klare individuelle strategier for vækst i hvert land. Jeg er overbevist om, at vi vil lykkes, og dermed løfte hele virksomheden til et nyt niveau, siger Per Stryhn.

-tmk

19/4 2022