Store forskelle mellem beregnet og målt energiforbrug
I energieffektive bygninger bruger folk mere energi, end beregningerne forudsætter, hvorimod de i dårligt isolerede huse bruger mindre, lyder det fra Statens Byggeforskningsinstitut
Det er velkendt i byggebranchen, at der kan være stor forskel på det energiforbrug, en bygning har i henhold til energirammen, og det energiforbrug som faktisk viser sig, efter bygningen er taget i brug.Det bekræftes nu af Statens Byggeforskningsinstitut(SBI), hvort professor Kirsten Gram-Hanssen fremlægger nogle tal, der understreger, at brugernes adfærd har helt afgørende betydning for det faktiske energiforbrug.
- Meget kort sagt, viser vores tal, at i energieffektive bygninger bruger folk mere, end beregningerne forudsætter, hvorimod de i dårligt isolerede huse bruger mindre, siger Kirsten Gram-Hanssen.
Brugernes adfærd er afgørende
Omkring en tredjedel af det samlede energiforbrug i Danmark bruges på opvarmning og afkøling af bygninger. For at nedbringe dette energiforbrug bliver de offentlige forskrifter for bygningers energiforbrug løbende skærpet, og diskussionerne om de næste revisioner af Bygningsreglementet er lige nu i fuld gang.
Imidlertid viser bl.a. Kirsten Gram-Hanssens forskning, at bygningerne efterhånden er blevet så energieffektive, at yderligere markant reduktion af energibruget i højere grad forudsætter ændringer i bygningsbrugernes adfærd.
Dette gælder ikke kun i nye bygninger, men også ved energirenovering af eksisterende bygninger.
- Ofte ser vi, at efterisolering omsættes til komfortforbedringer i stedet for energibesparelser, siger Kirsten Gram-Hanssen.
Diskussionen forsætter
Diskussionerne om, hvad vi skal gøre med fremtidens regulering af bygningers energiforbrug, er i fokus, når Kirsten Gram-Hanssen, sammen med en række internationale eksperter og danske nøgleaktører, fremlægger og diskuterer disse resultater på en international workshop til april. Workshoppen er arrangeret i samarbejde mellem Aalborg Universitet og Fonden Insero i forbindelse med UserTEC-projektet, som er finansieret af Innovationsfonden.
-jhn
Hør mere på workshop
Se program for og tilmeld dig workshoppen Minimizing the performance gap – considering user behavior in building regulations, 5. april 2016. http://www.sbi.dk/arrangementer/kommende-arrangementer/minimizing-the-performance-gap