Bygma Red Week
scroll
Storkonflikt vil også ramme byggesektoren
Direktør Morten Frihagen advarer mod konsekvenser af offentlig storkonflikt

Storkonflikt vil også ramme byggesektoren

Dansk Håndværks direktør Morten Frihagen hejser nu advarselssignaler om, at en kommende storkonflikt ikke alene er en sag for den offentlige sektor

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Også byggesektoren vil blive ramt – om end indirekte af en offentlig storkonflikt:

- En storkonflikt vil blandt andet ramme skoler og institutioner, og hvis medarbejderne ikke kan få passet deres børn, rammer det virksomhederne. Ganske vist står der intet i byggeriets overenskomster om fravær i forbindelse med offentlig strejke eller lockout, men i en situation, hvor medarbejderne i eksempelvis en håndværksvirksomhed ikke kan få passet deres børn, vil de eventuelt enten blive nødt til at medbringe dem på arbejdspladsen, hvilket næppe kan lade sig gøre i praksis på en byggeplads, eller de er tvungne til at bruge deres feriedage, siger Morten Frihagen til BygTek.

Mod reglerne
Konsekvensen vil være, at virksomhederne risikerer at mangle medarbejdere. Morten Frihagen understreger, at det vil være mod reglerne, hvis medarbejdere påberåber sig ’barnets første sygedag’, selv om skole eller institution er lukket.

Da det danske arbejdsmarked sidste blev ramt af en storkonflikt på det offentlige område, var der eksempler på, at store virksomheder fælles pasningsordninger i forbindelse med arbejdspladsen. Men det er nærmest en umulighed for de mindre virksomheder:

- De får problemer, med mindre medarbejderne kan arrangere pasningsaftaler med med familie eller venner, siger Morten Frihagen videre.

Tænk kreativt
Derfor opfordrer han virksomhederne til allerede nu at ’tænke lidt kreativt’.

Han peger eksempelvis på, at håndværksvirksomheder kan tage initiativ til, at de ansatte opfordres til selv på forhånd at overveje løsningsmuligheder.

- Det kan også være muligt hurtigere at afvikle nogle opgaver, inden konfliktens start. Det kan give medarbejderne mulighed for enten at gøre brug af ferie eller måske afspadsering. Kommer en konflikt, vil det være til alles fordel, hvis man forbereder fleksible løsninger, slutter Morten Frihagen.

8/3 2018