Strømpeforing på 140 ton installeres under letbanen i OdenseSrømpen køles ned med is, så den ikke begynder at hærde under transporten

Strømpeforing på 140 ton installeres under letbanen i Odense

Danmarks største strømpeforing er blevet installeret i en af de mest centrale og vigtigste hovedledninger i Odense. Strømpeforingen sker som led i etableringen af letbanen og forventes at kunne holde i 100 år

Den 370 meter lange strømpe med en diameter på 1,5 meter og en vægt på 140 ton lukkede det ene spor på Lillebæltsbroen, da den blev transporteret fra Per Aarsleffs fabrik i Hasselager til Odense.

Strømpeforingen er installeret i en hovedledning på en strækning under Ørbækvej og ligger placeret direkte under Letbanen hele vejen. Udover at være en central hovedfærdselsåre rent trafikmæssigt, så er det også er en stor færdselsåre under jorden, hvor den transporterer regn og spildevand fra et stort opland af butikker og private husejere.

- Kloakrøret er 1,5 meter i diameter og bliver renoveret, fordi det ligger under de kommende letbaneskinner. Det er helt essentielt, at kloakrør, der krydser eller ligger tæt ved Letbanen har en levetid på minimum 50 år, så letbanedriften ikke bliver forstyrret af reparationer i de næste mange årtier, forklarer ingeniør og projektleder Kim Tolstrup Jensen fra forsyningsselskabet Vandcenter Syd.

En strømpeforing betyder, at man krænger en polyesterforing ind i eksisterende, nedslidte kloakrør, og derved etablerer et rør inde i det gamle rør. Normalt hærder Aarsleff strømpeforingerne med enten damp eller LED-lys. Men når det er oppe i denne størrelse, så hærder man strømpen ved at pumpe 95 grader varmt vand ind.

- Den største udfordring har egentlig været transporten. Selve håndteringen af installationen er forløbet smertefrit. Strømpen bliver krænget ind i den eksisterende hovedledning direkte fra blokvognen ved hjælp af et specielt transportbånd, siger Martin Vingløv Jensen, projektleder hos Aarsleff Rørteknik.

Strømpen er dimensioneret efter grundvandsbelastningen, jordbelastningen og den trafikale belastning fra Letbanen, og den har en forventet levetid på 100 år.

Undgår stort opgravningsarbejde
- På en strækning som denne her på Ørbækvej kommer strømpeforing virkelig til sin ret. Ledningen ligger placeret 4-6 meter nede i jorden, og hvis vi skulle grave den gamle hovedledning op og lægge nyt, så ville det være et kæmpe arbejde, tage markant længere tid samt blive en langt dyrere løsning, fortæller Martin Vingløv Jensen.

Selve hovedledningen under Ørbækvej er i alt 620 meter, men er fordelt ud på fem forskellige strømpeforinger, fordi hovedledningen har forskellige dimensioner på strækningen.

Kloakken skal være ren, for at strømpen kan installeres. Derfor er der opstillet en række store pumper langs Ørbækvej for at lede regn- og kloakvand over jorden via nogle midlertidige rør. Pumperne kan med en kapacitet på op til 1700 liter vand i sekundet sikre, at både regn og spildevand ledes hurtigt til Ejby Mølle Renseanlæg.


-aft

26/4 2018