Svanemærket børnehus i Gladsaxe vinder eftertragtet designpris
Børnehuset Svanen bliver opført af materialer fra nedrivningen af den tidligere Gladsaxe Skole på samme grund – og er det første byggeri af sin slags, der bliver certificeret med Svanemærket. Nu hædres det med prisen Danish Design Awards
Danish Design Award er årets store danske designbegivenhed, som hylder de bedste designløsninger og viser de mange måder, hvorpå design kan gøre en forskel for det danske samfund.
I kategorien Save Ressources vinder børnehuset Svanen i Gladsaxe Kommune. Svanen er den første cirkulære børnehave i verden, og den skiller sig særligt ud ved bl.a. at blive opført af materialer fra nedrivningen af den tidligere Gladsaxe Skole, der lå på grunden før.
Det har betydet en besparelse på 6278 ton materialer og 177.668 kg CO2. Og så har den været afgørende for, at den nye udbudsproces for bæredygtig nedrivning er blevet branchestandard og vil spare enorme ressourcer i fremtiden.
I sin begrundelse for at give Svanen prisen, siger juryen:
- Det er et unikt upcycling-projekt, der peger mod en bedre fremtid. Projektets cirkulære tilgang er fremragende. Det beviser, at det er muligt at spare ressourcer uden at gå på kompromis med design, brugeroplevelse eller kvalitet ved at genbruge eksisterende materialer i stedet for at producere nye. Dermed bidrager Svanen til at løse et af vores mest presserende problemer: at udnytte planetens begrænsede ressourcer
I år var der 15 vidt forskellige vindere i 15 næsten ligeså forskellige kategorier.
- Det er fantastisk at se spændvidden og den store generøsitet, der ligger i årets designløsninger. Danish Design Award er på én gang årlig historieskrivning, som samtidig peger mod fremtiden. For både vindere og finalister bygger bro mellem fortidens store danske kulturarv inden for design til fremtidens nødvendige transformation af, hvordan vi mennesker forstår os selv i forhold til den verden, vi alle er en del af, siger Henrik Lübker, der er administrerende direktør i Design denmark, som står bag overrækkelsen.
-dc