- Tanken er at skalere alle de gode projekter og initiativer
Det treårige projekt Circle Bank har siden 2021 undersøgt, hvordan man med digitale redskaber kan gøre genbrug af materialer mere overskueligt i professionelt byggeri
Af Tine Maria Kristiansen
En materialebank, en bygningsbørs og beslutningsstøtte. Disse tre ting skal ifølge projektet Circle Bank gøre det nemmere for byggeriets aktører at træffe cirkulære beslutninger på et oplyst grundlag.
Circle Bank er et treårigt projekt under Innovationsfondens Grand Solutions-program, hvor et konsortium bestående af kommercielle og offentlige partnere samt to vidensinstitutioner siden 2021 har samarbejdet om at udvikle en platform med værktøjer, der kan accelerere udviklingen inden for genbrug og genanvendelse af byggematerialer og bevaring af den eksisterende bygningsmasse. Blandt andet ved at automatisere cirkulære processer i byggeriet, så det bliver billigere og mere konkurrencedygtigt at anvende brugte materialer.
- I dag foregår det meget trailersalgsagtigt, hvor private kører ud og henter et vindue eller en dør til deres sommerhus, siger Thomas Fabian Delman, der er administrerende direktør og medstifter af Circle Bank og fortsætter:
- Hvis vi skal have det her op i stor skala, kræver det et bedre vidensgrundlag, og det er noget af det, vi prøver at skubbe på med.
Børs og beslutningsværktøj
Konsortiet, som nu har været i gang i to år, startede med at analysere og kortlægge hele værdikæden i det cirkulære byggeri for at kunne identificere, hvilke værktøjer der mangler, for at cirkulære processer kan implementeres bredt i den professionelle byggebranche.
- Indtil videre har vi lavet nogle prototyper, som vi nu er i gang med at tilpasse, så værktøjerne også fungerer for andre end os selv, forklarer Thomas Fabian Delman.
Det første ben i platformen Circle Bank er beslutningsstøtteværktøjer, som skal hjælpe bygherrer med at få viden og overblik, når de vil arbejde cirkulært.
Samtidig er der en materialebørs, der skal gøre det nemt at finde brugte materialer ved at skabe et overblik over, hvilke materialer der findes på markedet, hvor i landet de befinder sig, hvilke dimensioner de har, restlevetider og en lang række andre data.
Børsen samler data på tværs af allerede etablerede markedspladser og er bygget op med en ensartet datastruktur, der gør det nemt at sammenligne forskellige materialer.
- Hele tanken med Circle Bank-platformen er at skalere alle de gode projekter og initiativer, som allerede findes derude, til noget alle kan arbejde med. De værktøjer, vi har lavet, er allesammen med til at skabe et bedre datagrundlag, som gør det muligt for bygherren at handle ud fra en oplyst baggrund, siger Thomas Fabian Delman.
Til materialebørsen er der også lavet et plug-in til modelleringsprogrammet Revit, så arkitekter og konstruktører kan designe med de materialer, der er tilgængelige ude på markedspladserne.
Materiale- og bygningsbank
Det sidste værktøj, der er lavet til platformen, er en materiale- og bygningsbank, hvor man kan registrere data på bygninger, så bygherrer og bygningsejere kan se, hvad de kan opnå af besparelser – både CO2-mæssigt og økonomisk – ved at bevare, genbruge og genanvende.
- Selve det at kunne analysere helt ned på bygningsniveau er helt nyt. Du kan taste din adresse ind og få at vide, hvad der er af materialer i din bygning, siger Thomas Fabian Delman og fortsætter:
- Skal din bygning rives ned, kan du sende din data videre til nedriveren og få et mere præcist udbudsgrundlag for nedrivningen. Data kan også sendes videre til materialebørsen, så en potentiel køber kan se, hvilke bygninger der står til nedrivning og hvornår, samt hvilke materialer der er indlejret i dem.
Fælles virksomhed
Thomas Fabian Delman er med i Circle Bank-projektet med sin virksomhed Twentyfifty Futures. Undervejs i projektet har han stiftet virksomheden Circue sammen med Matter byBrix, J. Jensen og HD Lab. De fire aktører samarbejder om at kommercialisere Circle Bank-værktøjerne, så de på et tidspunkt kan komme ud til byggeriets beslutningstagere og blive brugt.
- Vi havde fra start en klar ambition om, at de værktøjer, vi udviklede, også skulle ud på markedet. Derfor blev vi enige om at stifte et fælles firma, så der ikke opstod tvivl om, hvem det var, der ejede den viden og de produkter, der kom ud af projektet, forklarer Thomas Fabian Delman.
Circle Bank er en del af Innovationsfondens Grand Solutions-program. Projektet har et samlet budget på 20+ mio. og en investering på 12,6 mio. fra Innovationsfonden og Realdania.