Taulov Dry Port fortsætter udviklingen
Taulov Dry Port igangsætter nu sidste etape af lager- og logistikbyggeriet i Prinsessens Kvarter
Infrastruktur
Projektet har været i udbud, og totalentreprisen er nu tildelt entreprenøren KTerhvervsbyg, der tidligere har bygget for TDP. Sidste år opførte samme entreprenør nyt domicilbyggeri til virksomheden Uniscrap, som er flyttet ind i deres ny faciliteter med administration, værksted og lager i Taulov Dry Port.
Per Henriksen, CEO i KTerhvervsbyg, fortæller:
- Det er et stort og spændende projekt, hvor vi kan trække på vores stærke kompetencer inden for moderne lager- og logistikbyggerier i den større skala. Det er anden gang, vi bygger for Taulov Dry Port, som bliver et af Europas førende transportknudepunkter med ’state of the art’ transport- og logistikcentre. Vi er godt i gang med projekteringen af det nye byggeri og ser frem til at levere en veldrevet byggeproces - og et flot byggeri, der er klar til indflytning i april 2021.
Domicil og lager
En del af det nye byggeri bliver fremtidigt domicil for den svenskejede fødevarekoncern FSG Foods, som i efteråret 2019 besluttede at samle sine aktiviteter i et nyopført domicil med tørvarelager, køle- og frostlager samt kontor i Taulov Dry Port.
FSG Foods lejer tre sektioner, og deres samlede lagerlejemål udgør 4923 m2 fordelt på 3282 m2 tørvarelager og 1641 m2 frost- og kølelager. Dertil kommer 800 m2 kontor.
Det generiske lager- og logistikbyggeri bliver fleksibelt og vil kunne tilpasses mange forskellige typer af kunder med forskellige ønsker til indretning. Lejemålene udlejes i sektioner fra 1641 m2 og over kortere og længere lejeperioder.
Det er ADP og PFA der sammen udvikler Taulov Dry Port som et multimodalt transport- og logistikcenter i Taulov med en central beliggenhed tæt på havn, motorvej og jernbane.
Gennem kobling af Fredericia Havn og Taulov Dry Port er det planen, at området skal være omdrejningspunkt for udvikling af moderne lager- og logistikfaciliteter, der understøtter fremtidens intelligente og multimodale transportløsninger.
-los