Tietgen-Skolen vil bygge for over 300 millioner kroner
Der er tale om et byggeri på over 8.000 kvadratmeter til nye og mere tidsvarende lokaler
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil har bedt Folketingets Finansudvalg om at give tilladelse til, at Tietgen-Skolen i Odense i perioden 2022-2024 opfører en 8.250 kvadratmeter bygning til en samlet udgift på 302 millioner kroner. Bygningen skal erstatte institutionens nuværende lejemål.
Tietgen er en statsfinansieret, selvejende institution, som tilbyder merkantile gymnasie- og erhvervsuddannelser på tre adresser i Odense - henholdsvis i to ejede ejendomme og ét lejemål.
Institutionen ønsker at erstatte lejemålet i Lerchesgade med en ejet ejendom i Toldbodgade og vil i den forbindelse hæve de bygningsmæssige rammer til ’tidssvarende og læringsindbydende lokaler’, så institutionen får mulighed for løbende udvikling og tilpasning af rammerne afhængigt af efterspørgslen.
Betingede aftaler
Tietgen har indgået en betinget købsaftale vedrørende en grund i et campuslignende område mellem havnen og banegården i Odense, hvor også andre uddannelsesinstitutioner har deres domiciler. Der er også indgået en betinget aftale med en entreprenør.
Den langsigtede forventning til niveauet af antal årselever i 2030 ligger på 2.083 årselever, hvor arealet pr. årselev vil blive knap 15 kvadratmeter. Det gennemsnitlige areal pr. årselev for institutioner, der tilbyder tilsvarende merkantile, erhvervsrettede uddannelser, er 15,5 kvadratmeter, og på den baggrund vurderer ministeriet, at Tietgens kvadratmeterudnyttelse, også i fremtiden, er rimelig. Totaludgift.