Tilfredshed med affaldsforliget
Med det nye affaldsforlig skal vi sortere mere og forbrænde mindre - og det vækker glæde i Dansk Byggeri, at affaldet bliver genanvendt i stedet for pr. automatik ende i offentlige forbrændingsanlæg
Samfund - Genanvendelse
Affaldsforliget skal skabe en ensartet indsamling af husholdningernes affald over hele landet og en klar rollefordeling mellem kommunerne og de private affaldsvirksomheder, når det gælder om at indsamle og behandle affaldet.
Aftalen betyder, at det husholdningsaffald, der kan genanvendes, nu bliver sendt i udbud, så de private virksomheder får en større mulighed for at investere i anlæg, der kan sortere og genanvende det.
- Tiden hvor vi skulle brænde affaldet af og bortskaffe det er forbi, og en ny cirkulær fremtid er under opsejling. Det er godt, at affaldet kommer tilbage til de virksomheder, der skal genanvende det, i stedet for at det bliver brændt af i kommunernes forbrændingsanlæg, siger miljøchef i Dansk Byggeri Simon Stig-Gylling.
Byggeaffaldet i fokus
Med aftalen bliver der også stillet nye krav til byggebranchen. Blandt andet skal byggebranchen i 2025 sortere 25 procent af plasten og i 2030 gælder det 75 procent. Plasten udgør kun én procent af den samlede mængde bygge- og anlægsaffald, og udgør dermed den mindste del af det.
- I Dansk Byggeri er vi optaget af skabe mest mulig værdi ud af bygge- og anlægsaffaldet. Hvad der sker med alt det andet affald fra byggepladserne som for eksempel træ, mursten og beton, som udgør 99 procent af affaldet, er vi naturligvis også meget optaget af, siger miljøchef i Dansk Byggeri Simon Stig-Gylling.
Nye krav til nedrivning
Ud over sortering af plast betyder affaldsforliget også, at der i 2023 vil komme krav om standardiserede planer for nedrivning og krav til de kompetencer, virksomhederne skal have for at kunne udføre selektiv nedrivning.
- Dansk Byggeri er meget åbne overfor at diskutere og ikke mindst konkretisere de tiltag, forligspartierne er blevet enige om, herunder de krav, der skal stilles til virksomhedernes kompetencer. Affaldet fra nedrivning udgør ca. 20 procent af den samlede mænge bygge- og anlægsaffald, hvoraf 80 procent kommer fra renovering og ombygning, siger miljøchef Simon Stig-Gylling, Dansk Byggeri.
-jhn