Tilskud til ladestandere ved supermarkeders p-pladser
Nu også tilskud til medfinansiering af ladeinfrastruktur på private arealer - eksempelvis parkeringspladser ved et supermarked eller et sommerhusområde
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Den nye pulje er på 50 millioner kroner, og tilskud fra puljen kan maksimalt udgøre op til 25 procent af ladestanderprojektets totalomkostninger - dog maksimalt 75.000 kroner eksklusiv moms per ladeudtag på en hurtigladestander og 220.000 kroner eksklusiv moms per ladeudtag på en lynladestander.
Det er Vejdirektoratet, der administrerer puljen og forestår tildeling af tilskud til projekter. Ved tildeling af tilskud vægtes blandt andet geografisk placering i forhold til den eksisterende ladeinfrastruktur, behovet for flere ladestandere i området og ladeeffekten.
Flere og flere
Transportminister Trine Bramsen peger på, at flere og flere bilejere anskaffer en elbil, og at udviklingen er langt over forventet:
- De fleste lader bilen derhjemme, men for de, der bor i etagebyggeri, anden tæt bebyggelse eller kører længere ture, er der behov for en veludbygget ladeinfrastruktur. Derfor er jeg glad for, at vi nu giver endnu en tilskyndelse til at hjælpe ladeinfrastrukturen ud i hele landet, siger hun.