Torveplads genopstår i eget billedeJørgen Blangstrup Pedersen fra Gottlieb A/S og borgmester Erik Nielsen giver hånd på veludført arbejde på Rødovres nyrenoverede rådhusplads.

Torveplads genopstår i eget billede

Fredet Arne Jakobsen-plads ved Rødovre Rådhus totalrenoveret. Nye fuger mellem specialstøbte fliser gør byens knudepunkt mere holdbar og regnvejrssikret

Arkitekten Arne Jacobsens, fredede torveplads i Rødovre, fremstår nu fuldstændig som den blev tegnet af stjernearkitekten.

Det er Anlægsgartner Gottlieb A/S, der hen over sommeren har totalrenoveret den fredede rådhusplads i Rødovre – i alt 2.200 kvadratmeter, der omkranses af rådhus og hovedbibliotek, begge også tegnet af Arne Jakobsen, samt det populære spillested Viften og indkøbscenteret Rødovre Centrum.

- Det var et ufravigeligt krav, at pladsen kom til at fremstå som en tro kopi af den originale. Men under overfladens originale stensætning med nye permeable fuger er det reelt en helt ny plads med nyt vandgennemstrømmeligt underlag af stabilgrus, ny bundsikring og nyt bunddræn, der tilsammen sikrer, at regnvand i fremtiden løber igennem pladsen i stedet for at samle sig på den, fortæller projektlederJørgen Blangstrup Pedersen fra Anlægsgartner Gottlieb og pointerer, at pladsen inden renovering bar stærke spor af tidens tand. Den oprindelige plads er fra 1956.

Tung trafik gennem mange år
Siden den fredede rådhusplads i Rødovre blev opført for 60 år siden har tung trafik til og fra rådhuset sat sit hårde præg på pladsen, hvor de blokforbandte stensætninger blandt andet var skredet og vippende fliser udgjorde en risiko for folk, der færdedes til fods.

- På den baggrund var en renovering helt nødvendig, og da pladsens originale hældning - der er utilstrækkelig efter moderne standarder – som en del af fredningen også skal bevares, har det været nødvendigt at sikre, at regnvand kan løbe af pladsen på anden vis, forklarer Jørgen Blangstrup Andersen.

Anlægsgartneren oplyser, at det materiale, der er brugt til de nye permeable fuger, yderligere har den fordel, at det har betonegenskaber og derfor binder belægningsstenene sammen til én stor plade. Det reducerer den fremtidige vedligeholdelse og forhindrer, at stenene i fremtiden kan skride i forhold til hinanden.

Renovering hen over sommeren
Renoveringen af Rødovres rådhusplads har stået på siden slutningen af maj og blev afsluttet rettidigt den 2. september. Byens borgmester ser nu frem til at kunne byde borgere og besøgende velkommen.

- Vores rådhusplads er et samlingspunkt, der binder rådhuset, Kulturhuset Viften og biblioteket sammen. Det er en flot ramme at mødes i – hvad enten det er på kulturnatten, Rødovredagen eller det årlige julemarked. Det er først og fremmest borgernes plads, men vi er også stolte af at have et rådhus og en rådhusplads, der vækker opsigt og tiltrækker arkitekturinteresserede fra ind- og udland, siger borgmester Erik Nielsen.

- Heldigvis har de logistiske forhold været nærmest perfekte med åbne sider ud til hovedfærdselsårerne Tårnvej og Rødovre Parkvej, og samarbejdet med bygherre og den rådgivende ingeniør Moe A/S har fungeret forbilledligt, konstaterer projektleder Jørgen Blangstrup Pedersen fra Anlægsgartner Gottlieb A/S.

-cmn


2.500 kubikmeter jord er i sommerens løb blevet udgravet og bortskaffet for at gøre plads til den renoverede rådhusplads nye vand gennemstrømmelige underlag

3/10 2016