Transformationsprojekt på Faaborg Havn til trecifret millionbeløb sendes i udbudProjektets samlede anlægsbudget er ca. 110 millioner kroner.

Transformationsprojekt på Faaborg Havn til trecifret millionbeløb sendes i udbud

Transformationen af den tidligere industribygning Slagteribygningen på havnen i Faaborg nærmer sig næste store milepæl. Nu sendes projektets hovedentreprise i EU-udbud som et vigtigt led i realiseringen af projektet

Slagteribygningen på Faaborg Havn skal transformeres til et nyt oplevelsesøkonomisk kraftcenter med bibliotek, kulturfunktioner, fødevareinkubation, foreningsliv og erhvervsaktiviteter. Nu sendes hovedentreprisen i udbud.

Transformationen af Slagteribygningen er et af de største aktuelle projekter af sin slags på Sydfyn og skal på sigt bidrage til Faaborgs udvikling ved at styrke forbindelsen mellem havn og by samt skabe nye rammer for kultur, erhverv og fællesskaber i Faaborg.

Ifølge Ejendomsfonden Slagteribygningen er projektet kendetegnet ved en høj grad af kompleksitet, som adskiller sig markant fra traditionelt nybyggeri.

- Med transformationen af Slagteribygningen arbejder vi i høj grad med eksisterende kvaliteter, konstruktioner og materialer frem for at starte på en bar mark. Det stiller store krav til både samarbejde, proces og entreprenørkompetencer. 

- Samtidig synes vi, det gør projektet spændende, og vi håber, det vil kunne inspirere andre til at se mulighederne i transformation af eksisterende bygninger, siger Christian Thulstrup Lauesen, udviklingschef for Slagteribygningen.

Projektet har fra starten haft en ambition om at demonstrere, hvordan større funktionstømte industribygninger kan transformeres til anden anvendelse med fokus på cirkularitet, fleksibilitet og reduceret klimaaftryk. 

Ambitionen er blandt andet at arbejde aktivt med genanvendelse af eksisterende materialer samt løsninger med fokus på totaløkonomi og lang levetid.

For at understøtte dette har Ejendomsfonden Slagteribygningen valgt en udbudsmodel med tidlig entreprenørinddragelse, hvor den kommende hovedentreprenør kobles på projektet allerede i projekteringsfasen.

Modellen skal blandt andet bidrage til større budgetsikkerhed, bedre tværfaglige beslutningsgrundlag og en mere optimeret projekterings- og udførelsesproces.

- Vi ønsker at bringe entreprenørens viden og erfaring aktivt ind i projektudviklingen tidligt i processen. I transformationsprojekter som vores opstår der løbende komplekse afvejninger mellem økonomi, driftsforhold, bygbarhed, arkitektoniske kvaliteter, materialegenbrug og tidsplan.

- Derfor giver det stor værdi at udvikle løsningerne i et tæt samarbejde mellem rådgivere, bygherre og entreprenør, siger Christian Thulstrup Lauesen.

Den kommende hovedentreprise udbydes som et EU-udbud med forhandling. Entreprenørerne skal blandt andet konkurrere på økonomi, organisation, samarbejde, procesforståelse, erfaring med transformation og cirkulære løsninger samt deres tilgang til projektudvikling og genanvendelse.

Samtidig har Ejendomsfonden Slagteribygningen valgt en entreprise- og udbudsstrategi, hvor enkelte specialiserede arbejder udskilles som senere fagentrepriser.

- Projektet rummer en række områder, hvor vi vurderer, at særskilte fagentrepriser vil give bedre muligheder for at bringe de rette kompetencer og løsninger i spil på det rigtige tidspunkt i processen. 

- Kombinationen af hovedentreprise og fagentrepriser skal være med til at sikre både kvalitet, fleksibilitet og gennemtænkte løsninger, siger Christian Thulstrup Lauesen.

Den kommende periode vil blandt andet omfatte prækvalifikation og forhandling med entreprenører, videre projektering, lokalplanarbejde samt opstart af projektudviklingsforløb med den kommende hovedentreprenør.

Transformation af Slagteribygningen

• Projektets samlede anlægsbudget er ca. 110 mio. kr.

• Projektet gennemføres med fokus på transformation, cirkularitet og genanvendelse

• Hovedentreprisen udbydes med tidlig entreprenørinddragelse

• Udbudsmodellen tager afsæt i APP Projektudvikling under AB18

• Specialiserede arbejder udbydes senere som fagentrepriser

• Projektet realiseres af Ejendomsfonden Slagteribygningen

• Projektet støttes af den filantropiske forening Realdania, Faaborg-Midtfyn Kommune, Nordea-fonden og Statens Kunstfond

• Artelia er bygherrerådgiver, og et hold bestående af BBP Arkitekter, Jaja Architects, Søren Jensen Ingeniører og Lytt Architecture varetager rollen som totalrådgiver

-dc

17/6 2026