Trægrossist vækster på bæredygtighed
Keflico A/S har med sit fokus på bæredygtighed udviklet sig til at være en af landets største grossister inden for køb og salg af træ og plader, og er nu vokset for sjette år i træk med det bedste driftsresultat i 65 år
Omstillingen til et bæredygtigt fokus har vist sig at være det helt rigtige valg for trægrossisten Keflico A/S, der i 2016 besluttede at satse fuldt ud på at indfase flere bæredygtige produkter og træsorter.
Keflico, der er ekspert i hårdttræ og træbaserede pladeprodukter, cementerede sit bæredygtige fokus ved indgangen til 2019 med opkøbet af én af Danmarks mest bæredygtige træimportører, Tracer ApS.
Rekordomsætningen på 314 mio. kroner er en stigning på hele 49 mio. kroner eller knap 19% sammenlignet med året før. Driftsresultatet voksede knap 16% til rekordhøje 14,2 mio. kroner, mens resultatet før skat steg med knap 20% til 11,7 mio. kroner.
Rider på en bølge af bæredygtighed
Omsætningen og driftsresultatet er således fordoblet over de seneste seks år. Ledelsen i Keflico betegner, ikke overraskende, resultatet som værende tilfredsstillende i årsrapportens ledelsesberetning.
- Vi er meget tilfredse med vores udvikling i 2018, som overstiger de forventninger, vi havde ved indgangen til året. Generelt er der to overordnede trends, som har accelereret vores vækst: Dels er der en stigende interesse for at anvende mere træ generelt, og dels er efterspørgslen efter bæredygtige og certificerede træprodukter steget betydeligt, siger Mads Stenstrop og fortsætter:
- Med vores fokuserede bæredygtighedsstrategi nyder vi godt af begge trends. Vi har i det forgangne år blandt andet haft succes med at importere nye og anderledes træsorter og produkter. En succes, der i høj grad kan tilskrives medarbejderne i Keflico, der dagligt yder en kompetent og løsningsorienteret rådgivning over for kunder og samarbejdspartnere.
Om de underliggende vækstdrivere for de rekordgode resultater peger direktør Mads Stenstrop blandt andet på det stadig stigende fokus på bæredygtig anvendelse af træ i byggeriet og i industrien, herunder blandt andet anvendelsen af træ som alternativ til andre byggematerialer som beton og stål.
Forventer også vækst i år
Mads Stenstrop forventer ikke samme vækstrate i 2019 som i 2018, men direktøren tror, at Keflicos fokus på den bæredygtige udvikling, rådgivning og service samt brede og dybe sortiment igen vil sikre virksomheden en vækst, der ligger over den generelle markedsvækst.
- At vi er i stand til at yde vores kunder en kompetent, innovativ og løsningsorienteret rådgivning med fokus på råmaterialets funktionalitet og egenskaber, frem for selve sorten, giver os en helt klar fordel. Interessen for bæredygtighedscertificeret træ er stor, og markedet har fået øjnene op for træ som et af de mest bæredygtige byggematerialer, der findes, siger Mads Stenstrop.
-jhn