Tysk begejstring at spore
Transport-udvalg fra Slesvig-Holsten har besøgt byggepladsen for den kommende Femern-tunnel, og er netop nu på besigtigelse på Øresundsbron. I næste uge besøger den tyske kansler den danske statsminister
Økonomi- og Transportudvalget fra den nordtyske delstat Slesvig-Holsten har som led i deres besøg i Danmark gjort stop i Femern A/S’ infocenter i Rødbyhavn, hvor de tyske politikere fik en rundvisning på den kommende byggeplads og en status for tunnelprojektet.
Udvalget har nu fået syn for, hvor langt man på dansk side er kommet med klargøring af området og forberedelse af adgangen til den kommende tunnelfabrik, med bl.a. etablering af nye veje, cykelstier og forsyningspunkter.
- Femern-tunnelen har været på vores dagsorden i flere år. Nu er det tid til at skrue op for dialogen med Femern A/S og de danske politikere. Jeg er især interesseret i de konkrete muligheder, som man fra dansk side ser i projektet, og hvordan vi i Slesvig-Holsten kan forberede os bedst muligt med henblik på at opnå så store gevinster fra projektet som muligt, siger Christopher Vogt (FDP), formand for Økonomiudvalget i Slesvig-Holsten.
Enormt vækstpotentiale
Ifølge Olaf Schulze, der økonomiordfører for SPD, er det ikke kun de store byer, men hele Slesvig-Holsten der får glæde af den faste forbindelse under Femern Bælt.
- I byggefasen giver projektet vækst og arbejdspladser, og langs hele den nye korridor giver den nye muligheder for innovation og integration, siger Olaf Schulze, der bakkes op af sin udvalgskollega Johannes Callsen, der er økonomiordfører for partiet CDU:
. Den faste forbindelse over Femern Bælt er ét af de vigtigste infrastrukturprojekter i Nordeuropa. Virksomheder har allerede nu slået sig ned langs transportkorridoren. Derfor mener vi i CDU, at den nye forbindelse til vore danske venner vil skabe et enormt vækstpotentiale. Jeg er imponeret over, hvor ihærdigt den danske side arbejder på at realisere projektet, siger Johannes Callsen.
Venskabsbro mod nord
Efter rundturen på den kommende tunnelbyggeplads går turen nu til København, hvor de tyske politikere bl.a. skal mødes med transportminister Magnus Heunicke og besøge Øresundsforbindelsen for at høre om den danske model for finansiering af megaprojekter, og de muligheder, som den faste forbindelse har givet Danmark og Sverige.
Femern-forbindelsen er højt på den politiske dagsorden i Tyskland – ikke mindst i Slesvig-Holsten.
Fornylig var den Slesvig-Holstenske erhvervs- og transportminister Reinhard Meyer i København sammen med en delegation af højtstående repræsentanter for erhvervslivet i Nordtyskland. Her beskrev Meyer Femern-tunnelen som et projekt, der knytter to lande tættere sammen, og som skaber en ”venskabsbro” mellem Danmark og Tyskland og resten af Skandinavien.
I næste uge, tirsdag den 28. april besøger Tysklands kansler Angela Merkel Danmarks statsminister Helle Thorning Schmidt i København. Også her vil Femern-forbindelsen være på dagsordenen.
-cmn